Tab og Vind

Det er fredag formiddag da jeg sætter mig til rette i Krudttøndens sæder, for at overvære genopsætningen af teater Hund og Co´s: “Tab og Vind”. “Tab og Vind” blev spillet første gang i 2009 med stor succes og tager nu en tur mere i manegen.

Mads og Jessica bor i Vinderland, hvor det eneste der er vigtigt, er at vinde. Her bliver konkurreret på alt, ligefra dans i forhaven, til opgaver i skolen. Hvis man ikke vinder, er man en taber og skal bo i taberland, som ingen ved hvor er. Mens Jessica ikke har problemer med at vinde, går det dårligere for Mads, der trods ihærdige forsøg (og til stor morskab for børnene i salen), bare ikke kan få sine lemmer til at pege i den rigtige retning, når familien skal danse i forhaven. En dag skal Mads og Jessica konkurrere mod hinanden, men kan man nu det, når man også er venner? Og er det overhovedet sjovt at gå rundt og vinde hele tiden – hvad nu hvis man gerne vil lave sine egne regler?

Budskabet er stadig relevant i 2023, hvor vi til stadighed skal leve op til et samfundsideal om succes og fremgang. Også helt ned i de mindste klasser, der er målgruppen for denne forestilling. Men kravet om succes betyder også ensretning, ligesom Jessica i denne forestilling bliver tvunget til at danse en fastlagt dans, selv om hun egentlig hellere ville finde på sine egne trin.

De to unge spilles af henholdsvis Theresa Lange Olesen og Peter Schlie Hansen. Særligt Schlie Hansen vinder point i salen, i sit forsøg på at få sine stakkels arme til at makke ret. Men ak, han må sendes om i baghaven hvor ingen kan se, at han ikke kan leve op til vinderkravet. Theresa Lange Olesens Jessica prøver i bedste 12talsstil at leve op til forventningerne, men da det går ud over vennen Mads, giver hun fortabt. Begge skuespillere leverer en fin præstation, der især udemærker sig i de lidt mere løsslupne passager. Birgitte Prins og Folmer Gry Kristensen spiller alle de voksne, godt hjulpet på vej af Camilla Lind og Sofie Fribos kostumer, der med et bogstaveligt snuptag gør det let at skifte fra den ene figur til den anden.

Scenografisk ligner universet et børnene kender og særligt da Mads bevæger sig ud for at finde farfar, får vi minecraft for alle pengene, med pixelerede skyer og søjler. Scenograf Jacob Langaa-Sennek har grebet ned i et univers, som børnene genkender. Den lange rejse til farfar er fint løst med vejstriber der trækkes henover gulvet og træer og lamper på små (larmende) robotter, der kører henover scenen.

Så langt så godt. Instruktør Methe Bendix, der har skrevet manuskript sammen med Thomas Lagermand Lundme, har lagt et metalag ovenpå forestillingen, hvor karaktererne i ét væk kommenterer sig selv i tredje person. Da Jessica bliver syg, placeres det, der tidligere var en hæk, ovenpå hende, uden yderligere forklaring, og da Mads endelig kommer tilbage og beder hende rejse sig, siger hun: “Det er en dyne jo, Jessica var jo syg.” Sådan er der mange metakommentarer undervejs, også når skuespillerne skifter mellem de forskellige karakterer og det kommer til at fremstå som et klodset forsøg på at gøre forestillingen mere jordnær og tæt på børnene. Det begynder dog for alvor at falde fra hinanden, da Mads bevæger sig ud i verden for at finde farfar og møder mærkværdige karakterer, som vi aldrig får en forklaring på og som ikke har et formål. Da han endelig finder farfar, er karakteren lige så mærkelig som resten af menageriet og giver aldrig rigtig nogle brugbare svar på, hvordan livet kan være anderledes.

Fortællingen og budskabet er jo egentlig fin nok, men Teater Hund og Co´s forestiling er en rodet omgang og mere abstrakt end jeg tror dens publikum forstår. Skuespillerne kæmper en brav kamp med en mærkværdig historie. Selv jeg har problemer med at følge med og med et metalag der ikke fungerer, bliver det en underlig oplevelse, der ikke kommer i mål med at løfte forestillingen til det potentiale budskabet har.

⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Tab og Vind her.

📸:  Thorbjørn Hansen

Inviteret