Vladislav Surkov er ikke nødvendigvis et navn, man umiddelbart genkender. Det var det i hvert fald ikke for undertegnede anmelder. Det passer sådan set fint til Surkovs metier. Som rådgiver for Kreml og Putin har han arbejdet bag kulisserne og været med til at udtænke Ruslands strategi, blandt andet over for Ukraine. Nu er manden fra bagscenen rykket frem i rampelyset. Spørgsmålet er, hvad lyset får os til at se.
På Teatret ved Sorte Hest er Surkov blevet til en monolog med Thomas Levin som eneste mand på scenen. Jesper Pedersen har skrevet manuskriptet og instruerer, mens Signe-Marie Saerens Taasti Klastrup står for dramaturgien. Der er med andre ord lagt op til et koncentreret møde med en mand, hvis virkefelt ellers er det store politiske maskinrum.
Forestillingen begynder, mens Surkov endnu arbejder for bankmanden Khodorkovsky. Herfra bevæger han sig mod magtens centrum, båret af sit talent for at tænke i brede, appellerende baner. Karrieren har en retning. Det er mindre indlysende, at forestillingen har det.
Levin er til gengæld en fornøjelse. I den 58 minutter lange monolog får han demonstreret sit betydelige register, ikke mindst i de fysiske karikaturer af menneskene omkring Surkov. Én krop kan åbenbart rumme et helt persongalleri. Surkov selv får den skurkagtige kolorering, som Levin behersker så godt: Man nyder skuespilleren, også når man har svært ved at interessere sig for karakteren.
Og her melder forestillingens problem sig. Den viser os Surkov, men gør ikke meget for at afklare, hvorfor vi skal se på ham. Portrættet bliver snarere et postulat end en undersøgelse. Skurkagtigheden er tydelig nok; mindre tydeligt er det, hvad vi bliver klogere på af at få den udstillet. Levins talent kan fastholde blikket, men ikke i sig selv give det en retning. Derfor føles den lille time i lange stræk netop lang.
Det er ikke, fordi en mand som Surkov mangler stof til et teaterportræt. Men magtens mænd bliver ikke interessante alene ved at være magtens mænd, og typen er næppe en mangelvare. Et portræt må tilføre nuancer eller i det mindste en tanke om, hvad vi skal stille op med det sete. Her går man ud med større beundring for Thomas Levin end med større forståelse for Vladislav Surkov. Det er en betagende skuespillerpræstation. Men en betagende præstation er ikke i sig selv nok til at give forestillingen en berettigelse.
⭐️⭐️⭐️
Læs mere om forestillingen her
📸: Lars Hauschildt
Skriv et svar