De første kuldegysninger rammer mig næsten lige så hurtigt som den fysiske lydbølge fra orkestret ruller ud over salen. Dét er forskellen mellem at høre en optagelse af klassisk musik og at opleve den live. Ja, vel forskellen mellem optagelser og liveoplevelser i det hele taget. Men oplevelsen bliver unægtelig større, når 64 musikeres samlede indsats sætter mellemgulvet i vibrationer.
Hvad man heller ikke får på optagelser, er alle ritualerne: koncertmesteren, der stemmer for; applausen, når orkestret er klar, og dirigenten entrerer scenen; de ti sekunder, inden musikken sættes an, hvor publikum holder vejret, og orkestret koncentrerer sig fuldt ud. Der er så meget energi på spil i en koncertsal, at det halve kunne være rigeligt.
Det er også den fornemmelse, man sidder tilbage med efter Copenhagen Phils Melodrama #3 – Sacre – det første offer, den tredje koncert i en række, hvor klassisk musik iscenesættes med sceniske virkemidler. Christian Lollike står for iscenesættelsen, og i denne teaterkoncert har han anvendt to skuespillere, to sopraner og en hulens masse videoprojektioner af Halfdan Piskets illustrationer. Resultatet er både overvældende smukt og så insisterende, at det allerede her varsler forestillingens problem: Der er så meget på spil, at det halve indimellem kunne være rigeligt.
Illustrationerne kastes ud mod publikum, ligesom musikken gør det. De gennemsigtige skærme illumineres bagfra og kaster skygger ud på væggene omkring os, så billederne breder sig fra skærmene til hele rummet. Det er vanvittigt smukt, særligt hvis man sidder lidt højere oppe i salen. Kunstnerkollektivet Vertigo står bag videoscenografien, og har man nogensinde besøgt lysværket The Wave, genkender man evnen til at gøre lys til en fysisk oplevelse.
Musikken er dels Stravinskijs Le Sacre du Printemps, der sømløst smelter sammen med nykomponeret musik af Steingrimur Rohloff. Om det er forår i denne fortælling, ved jeg ikke, men ofret bliver der i hvert fald. Vi er helt tilbage ved de abrahamske religioners oprindelse, tilbage i fortællingen om, hvordan Abraham ofrede sin søn Isak – eller var det Ismael, på bjerget eller i ørkenen? Simon Bennebjerg er Isak, Zaki Youssef er Ismael, og deres mødre, Sara og Hagar, synges af Sine Bundgaard og Laura Helene Hansen.
De to sønner diskuterer, hvis historie der er hvis, mens en sommerfugl flagrer rundt på skærmene over deres hoveder og skaber fremtidige storme. Hvorfor skulle Hagar ud i ørkenen, og hvorfor denne blodslyst hos Gud? Bennebjerg og Youssef fortæller roligt fra hvert deres perspektiv. Omkring deres rolige stemmer vokser Rohloffs nyskrevne arier: klagende, voldsomme, dissonante, arytmiske. Bundgaard og Hansen presser kæbeleddene for at rumme al lyden og vrider i passager deres sang over i hjælpeløs klynken, når håbløsheden og magtesløsheden tager over. Instrumenterne presses på lignende vis. Klarinetten piber ikke, men drives helt til grænsen. Trompeterne brager imod os, og perkussionisterne understreger med tunge slag, at det var ganske horribelt at være barn eller mor i denne historie.
Selvom vi har fået den lille libretto udleveret, savner man tekstning af sopranerne, for det er meget svært at forstå, hvad de egentlig synger. Følelserne forstår vi dog uden problemer. Abraham er ikke repræsenteret som menneske på scenen, men vi ser ham til gengæld i Piskets illustrationer. Han har det heller ikke let. Hans sammenbidte mund og forpinte udtryk, når han knuger sine rædselsslagne drenge ind til sig, mens han løfter kniven højt over deres hoveder, er voldsomt. Trådene trækkes op i vores tid, og vi lander i nutidens Israel og Palæstina. Forestillingen tager ikke stilling i konflikten, men nøjes med at fremsætte, at den er ældgammel – og at dens rødder rækker helt tilbage til de fortællinger, vi netop har set udspille sig. Titlens første offer peger frem mod det, man siger om krig: Det første offer er altid sandheden.
Jeg begraver mine børn, siger Sara. Jeg graver efter mine børn, siger Hagar, mens vi ser illustrationer af islamiske terrorister og sønderbombede grusbunker, der engang var boligblokke.
Jeg er på én gang vildt begejstret for og meget forbeholden over for dette værk. Vi omsluttes af sansestimuli på alle fronter: Musikken er voldsom, svulmende og fortællende i sig selv, mens Piskets grafik ikke lægger fingre imellem. Oven i det kommer replikkerne og sangerne. Alle medvirkende er dygtige virtuoser og giver alt, hvad de har. Det er netop forestillingens styrke – og begyndelsen på dens problem. De vælter det hele ud over os, og vi lader os føre med af tsunamien.
Og det er her, det med, at det halve kunne være nok, kommer ind i billedet. For med alle de sansestimuli bliver fortællingen overfortalt. Den følelse, jeg har, da jeg vakler ud af koncertsalen, er lige så tung, som jeg forestiller mig, at en foie gras-gås må være efter at være blevet tvangsfodret. Alt, hvad vi har oplevet, er så udpenslet, at det bliver svært at kapere. Der er ingen antydning i denne forestilling. Alt er lige op i ansigtet på os. Det er nok en smagssag, om man bryder sig om det. For undertegnede bliver det en meget voldsom – for voldsom – oplevelse. Men kraften i de mange, mange dygtige menneskers samlede indsats er alligevel svær at overse: Man forlader salen overvældet og med mellemgulvet i vibrationer, også selv om man undervejs kunne have ønsket sig lidt færre af dem.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om Copehagen Phil her
📸: Kim Matthäi Leland
Skriv et svar