📸: Albert Iversson
Det regner, og det er koldt, da min datter og jeg indfinder os på Teater ZeBU for at se Glimt Amagers forestilling SKJUL. Kompagniet har været lille storbyteater siden 2021 og skaber med afsæt i cirkus og fysisk teater forestillinger, lydvandringer og installationer, der kan spille ude i landskabet.
SKJUL henvender sig til de 5-10-årige og er skabt til at kunne spille de fleste steder. Anna og Albert øver sig til den store cirkusforestilling, men intet går efter planen: Først kan de ikke finde hinanden, så kan de ikke få cirkustøjet på, og til sidst bliver de så dødsens uvenner, at Anna klatrer op i toppen af en lang stang og nægter at komme ned igen.
Vi placeres i en cirkel omkring den lange pæl. Anna og Albert kan ikke finde hinanden, og mens børnene straks blander sig med ivrige tilråb, støder de to performere sammen på alle mulige og umulige måder, indtil de endelig får øje på den anden. Børnene er med fra første færd – nogle lidt overengagerede – men de to performere håndterer deres publikum sikkert.
📸: Albert Ivarsson
Men ak: Cirkuskufferten med tøjet er væk. Albert har glemt den i et helt andet rum, og snart må vi alle ud i regnen og over i huset på den anden side af gården. Dér står kufferten, så nu kan de få tøjet på. Men de tager det naturligvis ikke bare på. I stedet kaster de sig straks ud i akrobatikken og formår til sidst at kravle ind i kostumerne på alverdens skøre måder.
Da tøjet endelig er på, går turen tilbage over pladsen, mens Anna leverer det ene ”tadaaa” efter det andet. Nu skal de øve sig: Æbler trylles frem og tilbage, der stås på hænder på skuldre, og umulige balancenumre afprøves. Men numrene vil ikke lykkes, og Anna bliver så gal, at hun udvandrer. Jagten går igen gennem Teater ZeBU – op ad trapper og ud på altaner – før vi vender tilbage til salen med pælen, hvor hun sidder i toppen og surmuler. Den omflakkende form holder børnene i bevægelse, men begynder også at trække energien ud af forestillingen.
Kun med musik kan Albert lokke hende ned. Men han kan ikke både spille for hende og lave cirkus med hende, så børnene udstyres med klokkespil. Langsomt kommer Anna ned som en figur i et dukkespil, og til sidst får vi den store finale – uden fejl og uden uheld.
📸: Søren Meisner
SKJUL er en jordnær og charmerende introduktion til akrobatik og cirkusartisteri, som for alvor engagerer børnene. Den megen renden rundt bliver dog lige lovlig langtrukken – i hvert fald i regnvejr – og afbryder de akrobatiske sekvenser, netop som de tager fart. På en sommerdag eller indendørs i eksempelvis en SFO vil grebet formentlig fungere bedre.
Min datter på 10 ligger i den ældste ende af målgruppen. Hun var mindre optaget af turene frem og tilbage end af de øjeblikke, hvor de to artister viste, hvor dygtige de faktisk er, og hun ønskede sig længere, ubrudte sekvenser. Jeg deler hendes kritik, men forestillingen vil sandsynligvis ramme mere præcist hos børn mellem seks og otte år, som lettere lader sig rive med af jagten og den direkte deltagelse. Under alle omstændigheder er det fascinerende at se to dygtige artister gøre det, de er bedst til.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her




Skriv et svar