Jeg var på stikkerne i 2003, da Steen Koerner og Yo Akim første gang bragte urban dans ind i en klassisk ballet. Deres nyfortolkning af Nøddeknækkeren var banebrydende: Gadens bevægelsessprog mødte et klassisk værk, ny musik og et helt nyt univers. Siden har duoen arbejdet sammen flere gange, og nu har de kastet sig over H.C. Andersens Fyrtøjet, som kan opleves på Folketeatret frem til jul.
Koerner understreger fra start, at det her først og fremmest er en danseforestilling, og den åbner med krig. Fire soldater, klædt i Camilla Bjørnvads farverige og naive kostumer, spiller en virkelighed, der er alt andet end eventyrlig. Jeg kigger på aldersgrænsen: syv år. Det er en barsk indledning for en syvårig. Men Malthe Ørsted, Ibrahim Madsen, Oliver Vilhelmsen og Emil Stenlund efterlader ingen tvivl om deres evner. De danser krig, ja, men de danser også lækkert, rytmisk og med en intensitet, der trækker salen med fra første minut.
Mens karaktergalleriet mestendels er farverigt udstyret på kostumesiden, er fortælleren, Mette Horn, iklædt en afdæmpet, grå dragt. Hun er heller ikke en del af eventyret selv. I denne version er det nemlig blevet til en historie, som hendes søn skriver hjem til hende fra krigen – en historie, han skriver for at kunne holde ud at have været der.
Fyrtøjet er altså blevet til en historie om en soldat, der vender hjem fra krig uden sin stemme, men som med et magisk fyrtøj og en fabelagtig danseevne danser sig tilbage til livet, til prinsessen og til det halve kongerige. Grebet udvider fortællingen, men karaktererne bliver meget endimensionelle. Kongen (Hervé Toure), dronningen (Isa Marie Henningsen) og prinsessen (Stephanie Nguyen) bliver til groft karikerede figurer, på trods af deres udvidede rolle i fortællingen.
Malthe Ørsted er en udtryksfuld soldat der imponerer vildt med sin dans, ligesom de andre dansere gør det. Det er et klogt valg at overlade replikkerne til skuespillerne. Når danserne skal sige replikker, går det nemlig knap så godt. Heller ikke skuespillerne rammer altid replikkerne rent. Man kunne forestille sig at Koerner har et skarpere øje for det visuelle end for personinstruktionen.
Scenografisk er forestillingen derimod i topform. Morten Just kombinerer det analoge og det digitale på en velfungerende måde. Det digitale er behersket, og spiller problemløst sammen med det øvrige scenerum.
De tre hunde nede i det hule træ, som soldaten må forbi for at nå skattene, er blevet til dukker, og de tager kegler hos børnene. Den sidste, med øjne så store som Rundetårn, er digital. I H.C. Andersens eventyr hjælper alle tre hunden soldaten, afhængig af hvor meget han gnider med fyrtøjet, men i forestillingen er det for nemhedens skyld hunden med øjne så store som møllehjul der springer hver gang – noget, forestillingen selv sætter ord på. Hunden er en charmerende dukke, der kan himle med øjnene og er fræk i replikken. Da prinsessen første gang møder den og spørger, hvordan soldaten ser ud, og om han er sød, lyder svaret: Det ved jeg ikke! Jeg er en hund!
Men de relativt simple H.C. Andersen-eventyr er svære at strække over to timer, og det kræver ofte betydelige indrømmelser.Det betyder, at handlingen bliver lovlig stillestående, især i anden akt, og det kan hverken fabelagtig dans, skønne kostumer, flot scenografi eller nyskrevet musik lave om på. Musikken er fin og spænder over flere genrer, men sangene fører os ingen vegne, og handlingen står stille under dem.Fyrtøjet er en flot og gennemarbejdet forestilling, hvor det visuelle udtryk er i højsædet. Det er også her, den imponerer mest. Historiefortællingen træder derimod i baggrunden, og resultatet er en forestilling, der bliver for langsom og lang i sin form. Dagens junioranmelder på 10 år var dog meget begejstret, og det var salens øvrige børn tilsyneladende også.
⭐️⭐️⭐️⭐️
Læs mere om forestillingen her
📸: Büro Jantzen
Skriv et svar