Englene i sneen

Fotograf: Martin Mydtskov Rønne

Pga Covid-19 spiller denne forestilling desværre ikke mere

Så blev denne anmeldelse altså den sidste jeg skrev i 2020. Jeg skulle ellers både have set
“Nøddeknækkeren” på det kongelige, “So me too” på Ophelia skuespillerskole, “Hang in there”,
´Katalog over kommende katastrofer” på Får302 og “Cirkus Anna” på Folketeatret inden jul. Nu
håber jeg bare at vi hurtigt kan få banket coronaen til en anden galakse, så vi atter kan komme i
teatret og nyde kunst og kultur. Til gengæld vil jeg, I løbet af de næste uger, arbejde på et indlæg
med anbefalinger til forestillinger man skal se I foråret 2021, både for voksne og børn. Så er der da
noget at se frem til.

Men nu videre til anmeldelsen:

Jeg har for nylig her på siden skrevet en svada om hvilket sørgeligt niveau af teater man nogle
gange spiser børn af med. Det blev udløst af en forestillling jeg ikke var særlig begejstret for.
(Anmeldelsen kan findes andetsteds på denne side). Den forestilling jeg anmelder idag, er et
lysende eksempel på top klasse børneteater. Teater, der underholder og fodrer hjernen,
nysgerrigheden og interessen for kunst og kultur på samme tid.

Inden jeg så denne forestilling kendte jeg ikke Meridiano teatret, men jeg tror jeg skal gøre mig
bekendt med flere af deres forestillinger, for det udtryk de har, er ganske særligt og noget jeg vil
glæde mig til at se mere af.

“Englene i sneen”, er en fortælling om to små piger, der begiver sig ud en kold juleaften for at finde
en læge til deres mor, der er ved at føde. De farer vild i sneen og mørket, men snart kan man følge
dem gennem en eventyrlig fortælling, igennem huler, forbi en kong Midas´ lignende figur, over
gletchere og til sidst naturligvis hjem i sikkerhed. På scenen står skuespiller Elisa Müller og cellist
Lea Havelund Rasmussen.

Med mig denne fredag formiddag er min mand og min 4-årige datter. Forestillingen spiller på
engelsk den dag vi ser den. Min datter taler og forstår engelsk, så det er ikke noget problem for os.
Dog skal man måske lige tjekke at forestillingen spiller på dansk den dag man har bestilt billet, hvis
man ikke taler engelsk. Det er mit indtryk, at langt de fleste forestillinger er på dansk.

På scenen står en opsats med en kæmpe kugle, samt to hvide stole. Op af den ene stol står lænet en
cello. Her er min datter allerede solgt. Scenografien er ganske enkel og alligevel meget kompleks,
for som forestillingen skrider frem, bruges kuglen dels til at projicere billeder ned på, dels
åbenbares kuglens indhold af adskillige små dukkelandskaber, der danner rammen om fortællingen.

Jeg vil egentlig ikke kalde denne forestilling teater i traditionel forstand. Der står ganske vist en
skuespiller på scenen, men historien udspilles mest ved hjælp af dukker, suppleret med
skuespillerens fortælling. Lea Havelund Rasmussen akkompagnerer smukt fortællingen med sin
stemme og på sin cello. Hun leverer også fint dramatisk modspil de steder der er behov for det. Da hun sætter den første tone an, vender min datter sig mod mig med store øjne og siger: “Wooow!”.
En fantastisk smuk fortolkning af “Der er noget i luften” helt forvrænget og fortryllende, rører mig
til tårer. Faktisk fælder jeg ganske mange tårer undervejs.

Blandingen af musik, skuespil og dukketeater går op i en højere enhed og jeg kunne sagtens finde
på at tage ind og se forestillingen igen næste jul, evt med mine børns bedsteforældre og min søn.
(Hvis altså corona vil det, og forestillingen går igen) Forestillingen er et godt eksempel på at man
sagtens kan skabe teater af høj kunstnerisk kvalitet til børn. Samt at børnene elsker det.

Se forestillingen med dine børn fra 4 år og op. Se den også gerne sammen med voksne og hvis du har lige så let til tårer som mig, skal du huske lommetørklædet. Se den for at opleve smukt og givende børneteater af meget høj kunstnerisk kvalitet.