This is not a drill

Undskyld, jeg arbejder på det

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Har du nogensinde mødt en krokodille? Den slags der er forklædt som din kollega, klassekammerat eller bekendte. Den slags, der flirter lidt for intenst og upassende og som man godt kan blive lidt utryg ved? Det har jeg – og jeg ved jeg ikke er alene, for teaterkompagniet ”Vi peaker om lidt”, har lavet en hel forestilling om krokodillen. Og om kvindens udvikling.

Den perfekte kvinde – findes hun? Det gennemgåes til punkt og prikke i starten af denne forestilling præcis, hvem vi tror hun er. Hun er kunst. Aldrig for meget. Altid behersket. Det er bare ærgerligt, at den perfekte kvinde ikke eksisterer og aldrig har gjort det. Louise Strandgaard Gørtz står som ene skuespiller på scenen og forvandler sig langsomt fra den perfekte kvinde til full-blown kvindehævner, i skudsikker vest og med krigsmaling på kinderne. Der bliver lukket lige så langsomt op for frustrationerne indtil fragmenter af et blomkål, der bliver molestreret med en kølle, sprøjter ud i ansigtet på publikum.

38. 19. 6. Det er den skræmmende procentdel af kvinder, mænd og børn der har oplevet vold indenfor den sidste måned. Disse tal sidder brændt fast i min bevidsthed og da Gørtz gennemgår hvad vi IKKE længere vil acceptere, løber det mig koldt ned af ryggen.Vi peaker om lidt har i den grad fat i følelsesladet materiale og tårerne der materialiserer sig i mine egne øjne er da heller ikke til at tage fejl af. For selvom jeg aldrig er blevet voldtaget, har jeg dog oplevet grænseoverskridende og uønsket adfærd fra mænd og kender til frustrationen og magtesløsheden i igen at blive betragtet som ”lille du”. For den perfekte kvinde er færdig med at være perfekt, færdig med at passe ind, at undskylde for sig selv, at sige: ”Undskyld, jeg arbejder på det.”

Da Gørtz til sidst akkompagneres af Luna Stages skrøbelige stemme og afslører en væg med optælling af overgreb så mange som sandkorn på stranden står hele forestillingen sindssygt stærkt frem som et vigtigt nutidigt, aktuelt og genkendeligt værk.

Denne forestilling burde ses af alle! Ingen begrænsninger. Dramaturgien er klogt skruet sammen og selvom forestillingen starter langsomt med en lidt (for) lang gennemgang af den perfekte kvinde, er jeg for længst solgt, da forestillingen accelererer og pøser mere frustration, mere frygt, mere tempo i os som publikummer. Jeg er vild med de morsomme passager, der giver pusterum. Jeg er vild med de få og simple rekvisitter. Jeg er vild med budskabet. Jeg er vild med formen. Jeg er bare vild med forestillingen og der er ingen tvivl om at den er meget personlig for begge aktører. Jeg ønsker for alle jer, at I får mulighed for at se den og blive lige så rørt som jeg blev.

Du kan læse mere om ”Undskyld jeg arbejder på det” og ”Vi peaker om lidt” her.

Læs mere om teaterhuset her.

Fotos: Jacob Stage

Inviteret/Reklame

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

This is not a drill