Det Rablende

Mor

⭐️⭐️⭐️⭐️/6

Har du nogensinde været pinlig over dine forældre? Det tror jeg alle børn har og helt sikkert også mine egne, som jeg har med på Anemoneteatret til forestillingen: “Mor”, baseret på Kim Fupz Aakesons bog af samme titel.

Drengen er pinligt berørt over sin Mor. Ikke fordi hun er en dårlig Mor, men fordi hun er tyk og andre mennesker kigger efter hende. Han prøver med al sin magt at få hende til at spise gulerødder istedet for pølser og kager, men det vil hun ikke, for hun er ingen kanin, siger hun. Istedet forsøger han at bytte sin Mor ud med nabokonen, der er tynd og fin og spiser masser af grøntsager. Drengen finder dog hurtigt ud af, at livet hos nabokonen ikke helt er lykken og da han ikke kan tvinge sig selv til at kalde hende for “Mor”, trods ihærdige forsøg, vender han tilbage til sin egen Mor, der alligevel er den bedste.

Der er fra starten en vældig rastløs energi på scenen, da Magnus Juhl Andersen, der spiller Drengen, entrerer. Han kaster sig rundt i møblerne og forklarer præcis hvorfor hans Mor er pinlig og kan man mon få en ny? Selvom han er den bedste i klassen til ord der starter med P, så ønsker han sig altså en ny Mor istedet for hans tykke udgave, som alle kigger efter. Og Mor ER tyk, men som hun siger et stykke inde i forestillingen, da drengen konfronterer hende med at folk kigger efter hende: “Så lad dem kigge!”. Hun er ligeglad med folks blikke.

Forestillingen er meget visuel og har en velfungerende og finurlig scenografi, der skifter hurtigt og overraskende imellem de forskellige scener. Flere gange tænker man: “Nå, kunne den også det!” om alle de sjove detaljer. Hvor Mor er varm og rund, er nabokonen spids og klæder sig i kølige farver. Det er kløgtigt løst visuelt og selvfølgelig med forlæg i bogen. Seancen hos nabokonen, hvor Drengen overhovedet ikke kan få ordet: “Mor”ud af sin mund får mine børn til at kaste sig rundt af grin. “Makrel, motorcykel, monster!” var favoritterne, der blev nævnt på vejen hjem. Og da Drengen på akrobatisk vis må bruge sin Mors bagdel som trampolin i bussen, fordi hun simpelthen bare fylder så meget, er der heller ikke et øje tørt.

Som én der selv fylder lidt ekstra i landskabet, skal jeg lige bruge lidt tankevirksomhed på at placere denne forestilling rigtigt. For selvom budskabet netop er, at det er ligegyldigt, at Mor er tyk, så taler den jo stadig lige ned i en fordom, der eksisterer. At tykke mennesker er pinlige og ikke kan vise mådehold. Og det irriterer mig. For der er mange andre måder forældre kan være pinlige på. Selvfølgelig er tykheden ret visuel og let både at tegne illustrationer til og fremhæve på en scene, men alligevel. På den anden side, er det tydeligt, at de 2 børn jeg medbringer til denne forestilling på hhv 5 og 10, har en fest med den og er helt med på præmissen. Så måske jeg bare skal pakke mine voksenfølelser sammen. Jeg ved det ikke.

“Mor” er en velfungerende børneforestilling, der både er morsom, men som også byder på eftertanke hos børnene. Min 5-årige kunne genfortælle hele forestillingen da vi kom hjem og kunne stadig huske alle de sjove steder. At Anemonen også er et hyggeligt teater at besøge, med tilhørende café hvor man kan få cacao og kaffe bagefter, er kun et plus.

Forestillingen har min varme anbefaling, men husk at snakke med dine børn om fordomme bagefter.

“Mor” er en coproduktion mellem Anemonen og Nørregaards teater.

Læs mere om “Mor” her.

Foto: Per-Morten Abrahamsen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det Rablende