She Loves You

She Loves You – musicalen med musik af de udødelige Lennon og McCartney, har haft et noget omtumlet liv. Først skulle den have haft premiere på Fredericia Teater. Så blev den udskudt pga problemer med manuskriptudviklingen. Så gik Fredericia Teater konkurs. Men i aften har She Loves You endelig urpremiere i Tivolis Koncertsal, og det er Mikkel Rønnow musical og hans eget firma, Nordic Musical Partners, der står bag.

En verdenspremiere er jo ikke småting i Danmark og jeg har også høje forventninger, for Mikkel Rønnow er en ekstremt dygtig musiker og hvis nogen skal få integreret musikken i en historie, så det ikke bare er en jukebox der spiller gamle sange a´la karaoke, så har jeg den største tiltro til, at han er manden der kan gøre det.

Historien tager udgangspunkt i en familie, der “ingen hemmeligheder har for hinanden”. Men den gamle hippiemor, spillet af Birgitte Raaberg, er døende og pludselig slår hele familien revner. Termen “historie” er måske lige i overkanten, for hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg svært ved at finde hoved og hale i den og da jeg senere forsøger at genfortælle den, kan jeg ikke gøre rede for handlingsforløbet. For der er intet dramaturgisk fokus og således er der lagt lige meget vægt på historien om den døende mor, datteren med et barn på vej og en hæsblæsende karriere i modebranchen og sønnen der har dumpet alle eksamener og er blevet stofmisbruger, og hans rivaliseren med sin bedste ven om den samme kvinde.

Historien er ALTID det svage led i jukebox musicals og altså også i denne omgang. Der er så stort et hastværk med at smide handlingstråde ud i 1. akt, at anden akt bliver jappet igennem for at nå at binde knuder på det hele. Vi bliver præsenteret for en introduktion og en slutning, men ingen midte, hvor man får mulighed for at investere sig i karaktererne. Havde man holdt sig til at ligge vægt på en enkelt af de mange historier, havde forestillingen stået noget skarpere. Ærgerligt.

At man har valgt en sygdom som mange lider af, (kardiomyopati – hjertesvigt) og som sagtens kan behandles i mange år med medicin, som moderens frygtelige og dødelige sygdom, er for mig fuldstændig uforståeligt. Givetvis vil mange i publikum ikke have viden om dette, men meget besynderligt at man ikke lige spørger nogle fagfolk til råds. Igen ærgerligt. Og ærgerligt for forestillingen at denne anmelder tilfældigvis også er læge.

Men man kan ikke klandre holdet for ikke at være velsyngende. Sjældent har jeg hørt Maria Lucia synge med så meget kant og nerve og hendes duetter med vidunderligt rockede Rikke Hvidbjerg, gør mine øregange glade. Hertil kommer Mikkel Hoe, som i dén grad fortjener at blive fremhævet både for sit spil, men i særdeleshed også for sin vokal. Sammen med Johanne Milland står han klart frem i det jeg synes er historiens stærkeste fortælling. Og endelig synes jeg faktisk, at musikken er bearbejdet i en sådan grad, at det netop ikke bliver det ene nummer på det andet, i ren karaoke stil. Ros for det til Mikkel Rønnow.

Ejendommelig er brugen af ensemblet. De vælter rundt på scenen mere eller mindre konstant og indfinder sig de mærkværdigste steder og står generelt bare og kigger ud i luften. Og hvorfor ligner alle kvinderne Johanne Milland? Stilen er forvirrende og gør intet godt for forestillingen. Jeg er ikke helt sikker på, om den konstante tilstedeværelse af (mange) mennesker på scenen, skal symbolisere, at vi allesammen deltager i hinandens liv hele tiden eller om det er fortidens ånder der kigger på. Jeg er dog helt sikker på, at det skaber et ekstremt rodet scenisk udtryk, der gør det svært at vide præcis hvor man skal kigge hen. Flere gange skygger ensemblet decideret for spillet på scenen. Jeg får lyst til at rydde lidt op. Igen – virkelig ærgerligt.

Der er så mange ting der er ærgerlige i denne forestilling og jeg har ikke engang sagt noget om scenografien, der med dens mange frynser og en drejescene, der kan løftes i begge ender bliver lidt for simpel og tilovers og svær at forstå.

Alt i alt en rodet og ufokuseret omgang, som nok godt kunne have klaret en måned eller to yderligere i udvikling inden publikum blev involveret. Ærgerligt med ærgerligt på.

⭐️⭐️

Læs mere om She Loves You her.

📸:: Søren Malmose