Det er en sensommertradition at se de unge scenekunstnere in spe mellem 14 og 22 år, vise den forestilling, de har arbejdet med igennem 6 måneder. I år er det også 10 år siden Projekt Dansedrømme havde sin begyndelse, med flere gode kræfter bag, bla. Tim Rushton, Maja Brix og Vidar Hansen. Igennem Pina Bausch´ metode, er forestillingen deviset frem, sammen med de unge medvirkende.
I år er temaet kærlighed og det kan vi unægteligt allesammen godt have brug for større mængder af. Vi starter da også på gulvet med 2 af de unge i filosofisk samtale, der folder kærlighedens mangfoldighed ud for os. Kærlighed til mennesker eller ting. Eller bare til hverdagen? Herfra tages vi igennem afbildinger af kendte kærlighedskunstværker og forestillingen åbner sig op i forskellige små vignetter. Noget er forståeligt, andet knapt så.
I sagens natur optræder de unge på mange dygtighedsniveauer. Nogle har mere scenenærvær end andre. Forestillingen er bedst, når det der foregår, er i flere tempi. Her ser vi den indre kamp under en stormfund forelskelse, hvordan idolisering kan blegne og hvordan kærligheden der ikke er gengældt, føles. Maja Brix har arbejdet med et designhold og skabt afdæmpede kostumer, der giver plads til det fysiske udtryk.
Emnet kærlighed er ufatteligt svært at arbejde med, hvis man ikke vil falde i den ene kliché efter den anden. Og selvom de unge er dygtige og begejstringen stråler ud af dem, så er det ikke nok til helt at samle forestillingen, der får et efterskoleudtryk, der bliver kedsommeligt i længden. Forestillingen mangler det meste af tiden puls og nerve fra Gert Østergaards musik, der ellers spænder vidt i genre.
Jeg er dog sikker på at de unge har haft en fantastisk proces med at lave forestillingen, men den savner tyngde og dybde og fornemmelse af, at der er noget på spil. De unge er skønne, men oplevelsen får ikke momentum og kærlighedseliksiren er ikke potent nok til at sætte spor.
⭐⭐⭐
Læs mere om Projekt Dansedrømme her.
📸: Jakob Mydtskov og Torben Skjødt Jensen
Skriv et svar