Det er så synd for menneskene siger Asta August, i medfølelse med de stakkels væsener, som gudedatteren Agnes bevæger sig blandt på jorden, med stor forundring. De stakkels mennesker, der er tvunget til at gentage de samme handlinger igen og igen, forfølge helt uopnåelige og usandsynlige drømme, pine sig selv med hvad der synes at være helt ubegribeligt mange og uforståelige gentagelser.
Man forstår godt gudedatterens forundring, men sandheden er, at alle os jordbundne mennesker, der ikke har tankens svimlende flugt, lever i en slavegørende trummerum der efterlader os fortabte og uden håb. I hvert fald hvis man skal se menneskene fra Agnes´synspunkt. Hun, der må gå så grueligt meget igennem, inden hun måske, måske ikke, vender tilbage til der, hvor hun kom fra.
Det er Anna Balslev der har iscenesat Strindbergs Et Drømmespil på Skuespilhuset. Skuespillet fra 1902, var et af de første ekspressionistiske værker og hører under Strindbergs såkaldte vandringsdramaer. Agnes vandrer, eller nærmere snubler rundt i verden. Drejescenen kører rundt og rundt ligesom de stakkels menneskers liv gør, mens Marie Kildebæk med helt luftig stemme det ene øjeblik og stor og mægtig klang det næste, udtrykker Agnes indre, imens hun vandrer.
Hun vandrer rundt i Laura Løwes dystre, men guddommeligt smukke, scenografi, der ikke er langt fra noget man kunne drømme frem, i en desperat, søgende og mystisk drøm. Hendes svævende både, langt over scenegulvet, tager åndedrættet fra mig og hendes forladte græsplæne, hvor de stakkels mennesker, der måske engang var gudebørn, men som nu har mistet sølvtråden til himlen, dumper ned og bliver siddende i al deres rådvildhed, er tilpas dunkel.
Der er alligevel noget lidt søgende over Anna Balslevs iscenesættelse, der også rammer plet mange steder. En lille blå og klaustrofobisk, firkantet lejlighed sænkes ned, og her får gudedatteren et barn med advokaten med det plagede ansigt – en meget veloplagt Mikkel Arndt. De har ingen penge, barnet vågner hver gang det ligges og skriger i et væk, indtil Agnes giver op og brøler Hold så din kæft!. Måske har Balslev smugkigget ind i min stue da jeg havde helt små børn, for alt hvad der sker i denne lille firkant er foreneligt med virkeligheden. Word!, hvisker min ledsager til mig.
Danserne Anna Kochetkova og Sebastian Kloborg er en gave for forestillingen. De har tidligere arbejdet sammen i den smukke og grimme koreografi Unpair i kammerballetten for et par år siden. Kloborg var den ene af koreograferne bag mesterværket Under Dybet, der spillede alt for kort tid på operaen sidste år. Lige op til pausen danser de sig lige ind i vores smertenscentrum, det rammer midt i solar plexus, smukt og grimt på samme tid. Yin og Yang. Det er syndt for menneskene. Men måske er der også skønhed i al denne vanskæbne?
Som et hele samler forestillingen sig ikke helt. Den er smuk i passager, men i andre helt uforståelig. Den er som en drøm, forvirrende. Agnes mister himmelforbindelsen. Hun ender med at blive jordbunden. Ikke som det gæve, jyske jordbunden, men jordbunden som udtryk for en mangel på det guddommelige. Hun ender med at må finde mening i alt det trivielle, ligesom os andre. Min udgangstanke er, at sådan er livet jo. Ikke alt er smukt og godt og vidunderligt. Det meste er rutinepræget og kedeligt og afskyvækkende. Men vi lever for de små momenter af skønhed, der kun bliver skønnere af, at alt det andet ikke er det.
⭐️⭐️⭐️⭐️
Læs mere om forestillingen her.
📸: Camilla Winther
Skriv et svar