AI og vores forhold til den digitale verden, bliver uværgerligt genstand for kunstnerisk behandling, i takt med, at det også fylder mere og mere i vores hverdag. I en verden hvor Elon Musk arbejder med implementering af chips i vores hjerner, og hvor chatgpt eller andre AI´s gradvis overtager samfundsopgaver, er det interessant hvordan vi, som mennesker, forholder os til teknologien og samtidig bevarer vores menneskelighed i interaktionen med den.
Dramatiker Tanja Mastilo, har skrevet ENTER COPY, der tager livtag med teknologien. Det er egentlig en pendant til HOW COPY, skabt af samme dramatiker og kompagni, som kan findes i podcastform på alle tjenester. Den har undertegnede dog ikke lyttet til og Why Not Theatre bedyrer da også i programmet, at ENTER COPY godt kan stå alene.
Tre personer, der hver især har substantielle traumer med i bagagen, indrulleres i et militærbaseret forsøg, hvor de, for at bearbejde deres traumer, får indopereret en chip i hjernen, der, via scenarier – digitialt fremkaldte hallucinationer – kan hjælpe med at bearbejde disse traumer.
Settingen giver undertegnede adskillige associationer. Blandt andet kommer jeg til at tænke på serien Homecoming med Julia Roberts, der netop handler om hvordan soldater lettest og hurtigst kan komme tilbage i tjeneste. Her er en vis form for hjernevaskelse involveret, sammen med skjult kemi i soldaternes mad. En anden association får jeg om karakteren Simon, queer og svært smerteplaget efter en ulykke der involverer skader på ryggen. Hans historie kan ikke andet end at give associationer til Hanya Yanagiharas Et Lille Liv. Således er det tydeligt at Mastilo henter inspiration udefra, men samler det hele i en helt ny sammenhæng, selvom man kan spørge sig selv om inspirationen er for tydelig.
Jacob Stage har iscenesat ENTER COPY i en scenografi der giver slagterhusassociationer, hvor tykke, hvide, presseninger hænger ned fra væggene. Den øvrige scenografi består af hvide kasser der flyttes rundt og både kan udgøre møblement eller være den skærm, som de tre´s AI-læge projiceres op på. Her mødes de tre skæbner, og selvom de måske ikke ser ud til at have frygteligt meget til fælles, finder de alligevel hinanden i et sært skæbnefællesskab. For nok er de her for at bearbejde traumer, men det bliver den sociale kontakt med hinanden der bliver afgørende.
Dialogen er virkelig velskrevet og leveres med stort overskud af de tre skuespillere, der skiftevis kommer med stikpiller og løfter sig op på et højere plan. De leverer replikkerne stramt og tørt, således at rummet hele tiden dirrer. Karakterernes kendetegn er tydelige og distinkte og de tre skuespilleres samspil, er virkelig en fornøjele. Daniel Neil Ash spiller den smerteplagede ekssoldat Simon, der med udpræget garderet kontakt til de andre, alligevel hjemsøger os med et smerteplaget blik, der gemmer på mange hemmeligheder. Bennet Thorpe spiller Kendall, manden der er vant til det hurtige liv, men bliver rystet i sin grundvold da hans hustru vil skilles. Thorpe portrætterer ret præcist, men grænsende til det overiscenesatte, den lidt nedladende og sarkastiske Kendall, og han står for mange af de store grin i forestillingen. Sue Hansen-Styles er den aldrende arkitekt Alice, der har mistet sin familie i en bilulykke. Hendes moderkærlighed øses ud over Simon, der modvilligt tager imod den.
ENTER COPY er et spændende tankeeksperiment, og bliver især en interessant forestilling på grund af den virkeligt velskrevede dialog der varetages med funklende præcision af holdet af skuespillere. Der er måske lånt lige lovlig meget fra andre kilder, og værket fremstår, på trods af storartet dialog, en anelse uoriginalt. Jeg synes dog ikke man skal snyde sig selv for tre vidunderlige britiske skuespillere, der leverer en forestilling på meget højt niveau og som, originalitet uagtet, giver stof til eftertanke.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her og om Why Not Theatre her.
📸: Jacob Stage
Skriv et svar