Det ér dejligt t være i Tivoli og hvad er derfor mere oplagt end at henlægge Nøddeknækkeren´s handling til netop samme sted? Det har balletchef i Tivoliballetten, Peter Bo Bendixen, gjort og samtidig strøet om sig med et par kendisser fra slutningen af 1800tallet. Således er både H.C. Andersen og August Bournonville blevet en del af balletten, sammen med Tivolis grundlægger, Bernhard Olsen.
Musikken er, som altid, Tjajkovskijs bløde juletoner, som alle kender fra de mange reklamer vi bombarderes med i julen, men som er mere end bare julet underlægningsmusik til slagtilbuddet på flæskesteg. I Tivoli forløser Tivoli Copenhagen Phil hans musik, under ledelse af den unge dirigent, Christian Øland.
Tivoliballetten producerer én helaftensballet om året, hvor korpset udvides til ca 40 dansere i alt. Det er altså en stort anlagt forestillingen, og særligt 1. akt med julefesten hos det bedre borgerskab, gør sig godt. Her er masser af liv på scenen og små historier fortælles hele tiden og samtidigt. Det er kosteligt at se julemiddagen fra ”den anden” side, hvor maden bæres frem og tilbage og små børn skal ud at tisse. Børnene fra Tivolis balletskole medvirker af flere omgange og de er meget tæt på at være forestillingens store højdepunkt. H.C. Andersen spiller en, ikke ubetydelig, rolle, og det er selvfølgelig ret genialt, idet man let kan forestille sig en del turister, der finder vej til denne forestilling og vil sætte pris på at se Danmarks nationalpoet på scenen.
Det meste af tiden går det godt med de store danseoptrin, men det er tydeligt, at balletdanserne ikke er særligt samdansede og ikke er vant til at danse helaftensballetter. Rigtigt mange steder fungerer korpskoreografien godt, men der er også steder hvor danserne roder rundt på scenen og man bliver i tvivl om, om det er meningen at dansen skal være så asynkron. Arme og ben flyver rundt, ude af takt med hinanden, og sammen med Dronning Margrethes meget farverige scenografi og kostumer, bliver det et voldsomt og lidt uoverskueligt sansebombardement. Og måske er det på tide at gøre noget ved, for eksempel, den arabiske dans, der får undertegnede til at krumme lidt tæer, ikke fordi udførelsen fejler noget, men fordi den lugter lidt af kulturel appropriation. Til gengæld fungerer dansernes soli og de store pas de deux ´er fint.
Dronning Margrethe er scenograf og kostumedesigner på forestillingen og hun mestrer det nationalromantiske og farverige til fingerspidserne. Hun er ikke en kostumedesigner der klatter med udtrykket, hendes scenografiske sprog er ekspressivt og farverigt, ligesom Tivoli selv er. De små balletbørnslygtemænd er vidunderlige og søde med deres bobbende lyshoveder.
Det bliver dog lige lovligt selvsmagende, at Tivoliballetten henlægger deres forestilling til at foregå i Tivoli og samtidig bruger Tivolis grundlægger som karakter. Det bliver næsten lige så sukkersødt som sukkerfeen, der i denne opsætning danser i guldkostume og er den figur der er i spilledåsen, som ét af børnene får. Sukkersødmen tager overhånd i 2. akt, hvor tempoet også hele tiden punkteres af de mange bifald danserne tager, efter deres egne dansebidder. Det bliver en parade eller et show, fremfor en ballet og handlingen går i stå. Dette er ikke noget nyt i Nøddeknækkeren, men føles exceptionelt langsommeligt i denne udgave.
Nøddeknækkeren i Tivoli skal primært ses for Tivoli Copenhagen Phils skønne fortolkning af Tjajkovskij. Dernæst for at se flot dans. Langt hen af vejen er forestillingen et forfriskende nyt take på historien, men Tivoliballetten og Peter Bo Bendixen hælder alt for meget ananas i egen juice og man savner stringens, både for øjet og sjælen, inden man dejser om af en sanseekssplosion af stærke farver.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Henrik Stenberg
Skriv et svar