Jeg kender kun historien sporadisk, men Billy Elliot er en musical, som folk omkring mig tit omtaler med begejstrede miner. Historien om drengen der vokser op under umulige forhold midt under kulminestejken i 80´ernes England, i et særdeles traditionelt samfund, og hvis største drøm er at blive balletdanser, er tiltrækkende i sig selv. Det er historien om at forfølge sine egne drømme og være tro mod sig selv, selv når omstændighederne byder en mest imod.
I Operaen i København er hele musicalpladen fuld. Elton Johns musik, der ikke lyder frygtelig meget af Elton John, får pondus af Det Kongelige Kapel, mens en god blanding af skuespillere og musicalperformere, og ikke mindst vidunderlige børn, giver den gas på scenen.
I det store scenerum slippes Benjamin La Cours scenografiske geni for alvor løs. I en mastodontisk og grå betonscenografi synger de voksne om den solidaritet, der virker mere som en idé end en manifesteret og udlevet filosofi, mens børnene forsøger at bevare deres uskyld og lader deres spinkle stemmer supplere de voksnes hærdede. Scenografien er smuk i al sin råhed med kæmpetrappen, der kommer fra et ukendt sted og leder ned i dybet til arbejderne, ligesom nedstigningen til det mørke der er i kulminen hvor de arbejder. Scenografien drejer rundt om sig selv på drejescenen så vi kan anskue den fra alle leder og kanter, og nye rum bliver ved med at åbne sig op for os. Hov, så var der et toilet man ikke havde set, hov, så var der en lejlighed. Det er smukt, råt, enkelt og virkelig imponerende. Og så er det også skønt at se La Cours talenter i en helt analog scenografi.
Billy, der savner sin afdøde mor så meget at han ser hende hele tiden, spilles denne aften af Jakob Ernir Jónatansson. Han har masser af charme og oprigtighed, men rammer ikke alle toner helt rent. Hans ven Michael, spillet af Walter Dagø Andersson, er særdeles herlig med sin queer energi som han ikke er bange for at dele ud af, og pludselig lyser scenen op i en farveksplostion af enhjørninge og glitter i Helle Damgaards kostumedesign, når Michael synger om at man skal have lov at udtrykke sig selv, selv hvis det betyder at gå i kjole, selvom man er en kulminearbejders søn.
På voksensiden imponerer Mads Rømer Brolin-Tani atter en gang. Det er som om den mand altid lykkes med sine roller, og også denne gang, med sin ølvommede, sorgramte far, der kæmper med accepten af sønnens balletdrømme, men til sidst støtter op, til trods for at hans eget liv ligger i ruiner. Billy bliver repræsentant for håbet, ikke bare for faderen, men for hele det lille bysamfund. Lukas Toya er den ældre bror til Billy, der stadig tror på sammenhold og solidaritet, til trods for uendelig strejke uden resultater. Toya besidder ungdommens spændstighed, men er også lige lovlig ensidig i rollen. Anne Marie Helger er den demenste bedstemoder, der bestemt IKKE savner bedstefaderen, for hun har gentaget samfundets mønster og fundet en mand som hun kun af og til, og mest når de var fulde, kunne komme overens med. I en smuk sekvens ser vi gamle og unge bedstemor side om side. Helger er skøn og underspiller dejligt. Billy får sin inspiration af den afdankede danselærer, spillet af Anette Heick. Hun synger fint og er farverig som altid, men spiller uden de store nuancer.
Instruktør Heinrich Christensen har skabt en flot og spændstig første akt, der kulminerer i Billys vredesdans. Al dramatik er spændt hårdt op og linjerne er trukket. Efter pausen mister forestillingen spændstigheden. Alle historier der er trukket op, fortælles ikke rigtig færdige, og vi bliver tilskuere til en meget lang og karikeret scene, hvor Billy er til optagelsesprøve på balletskolen. Her taler Billys far med en ældre danser – pludselig på gebrokkent danskengelsk – selvom forestillingen foregår i England. Jeg forstår godt grebet, men det virker underligt og fungerer ikke. Fra 10 minutter inden i 2. akt er handlingen forudsigelig og desværre også kedelig og Billys store nummer skæmmes af at Jónatansson ikke synger rent.
Billy Elliot på Operaen er en magtdemonstration i hvad scenografi kan når det er rigtig godt og 1. akt er virkelig veludført, velfortalt og medrivende. Desværre mister forestillingen pusten i 2. akt og bliver forudsigelig og derfor også kedelig. Der er ingen dramatisk forløsning, eller rettere, den kommer for tidligt, hvorefter der bruges lang tid på at binde en rosenrød sløjfe om alt det mørke vi ikke på nogen måde er blevt fortalt færdig. Det er antiklimaktisk. Men scenografien er betagende og grund nok til at gå i Operaen og se denne forestilling.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
Skriv et svar