
Teater Hund og Co slipper bogstaveligt talt en afpillet lørdagskylling løs i deres nye forestilling Balladen Om Den Løsslupne Lørdagskylling. Scenen er sat i en hyggelig baggård, med en hule og et helt køkken, hvor to venner lever af det, de finder i skraldespanden. En dag ankommer en fjerløs lørdagskylling, som den ene ven har ønsket sig “for at have noget at være glad over hver dag”. Den anden ven betragter tiltaget med skepsis, selvom han glæder sig til de æg, kyllingen måske kan lægge.
At lørdagskyllingen både er fjerløs, galer og lægger æg samtidig, skal man ikke tænke for meget over. I det hele taget skal man ikke tænke for meget over universet i Johan Sarauws idé og instruktion, for det er svært at forstå, hvad forestillingen egentlig og helt grundlæggende handler om. Det ændrer ikke på, at der alligevel er en ganske høj kvalitet på visse fronter.

Blandt andet er forestillingen musikalsk legende med multimusiker Emil Jensen som tryllende fe i træningssæt og hårbånd, der får den føromtalte kylling til at manifestere sig. Også Anton Sager, som yndig fjerløs lørdagskylling med gump og indbygget hønselort samt glimmer på øjnene, er fuld af spræl. Ane Steensgaard Juul og Lukas Lykke er de to venner, der ikke er helt enige om kyllingens forbliven på matriklen, og særligt Lykke er god som den skinsyge ven.
Der er smæk på humoren, og børnene morer sig undervejs. Scenografien er aldeles plausibel med mange fine detaljer fra en baggård med en hyggelig hule og et helt lille køkken med ophængt vandforsyning og endda en induktionskogeplade, hvor æg bliver stegt undervejs. Min 8-årige ledsager kan alligevel ikke helt genfortælle, hvad forestillingen handlr om og tildeler med hård hånd 3,5 stjerne. Ifølge skolematerialet, der ledsager forestillingen, skulle temaet være at overkomme uenigheder og forblive venner trods disse. Dette vigtige emne fortaber sig desværre i forestillingens mange gakkerier.

Balladen Om Den Løsslupne Lørdagskylling byder på mange fine delelementer, men som helhed er historien tæt på at være uforståelig. Forestillingen får én til at spekulere over, om den rummer en klimakritik, veganeraktivisme eller et oprør mod gængse kæledyr. Ikke én eneste gang falder det mig ind, at forestillingen handler om at være uenig på en god måde. Man kan få den tanke, at der har været lidt for få kritiske øjne på materialet i tilblivelsesprocessen. Hvorom alting er, har junioranmelderen ret. Undertegnede lander på 3 ud af 6 stjerner. Point for kreativitet. Knap så mange for uforståelig historie.
⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Jacob Stage




Skriv et svar