Stanley Bakar er bedårende som den lille gule puppe, der ivrigt venter på sin udklækning for at deltage i den verden, der præsenteres i Nørrebro Teaters Menneskekryb. Mens han venter på sin udklækning betragter han den verden han om lidt skal deltage i, men indser hurtigt, at den langt fra er det, han havde forestillet sig. Niels Erling har bearbejdet og skrevet Brødrene Capeks skuespil fra 1921 om. Forlægget, som nu er over 100 år gammelt, viser sig fortsat at være yderst relevant.
På Nørrebro Teater har scenograf Christian Albrechtsen skabt tre vidt forskellige, men tydelige scenografier, der taler til os i stærke billedsprog. I puppens første såkaldte prænatale drøm befinder vi os hos de selvoptagede sommerfugle, der ikke har andet i hovedet end parringsdans og egen vinding. Scenografien ligner et dekorativt postkort, og de sfæriske sommerfugle flagrer rundt om puppen. Scenografien er farvestærk og impressiv. Mads Reuther er især bemærkelsesværdig som poetsommerfuglen, der skriver poesi, som i virkeligheden er tekster på popsange, fremsagt med en lidenskab som var det en Shakespeareansk kærlighedssonet.
I anden del befinder vi os i et supermarked fyldt med plastikbras, hvor to biller er i gang med at samle den ene bunke lort efter den anden. Et stort SALE-skilt troner over de farvestrålende hylder med de mange plastikvarer. Emma Eleonora Feigenberg er skøn som den åndede parasit, der holder sig i baggrunden, indtil hun slår til. Puppen bliver vidne til både barnemord og hensynsløshed, når rovdyret – dræberhvepsen – nådesløst og brutalt dræber to fårekyllinger. Survival of the fittest.
I de to første sekvenser er det desto mere chokerende, når disse grusomheder bliver begået for øjnene af os, for karaktererne på scenen ligner noget fra et afsnit af LilleNørd med Christian og Kathrine, der klæder sig ud som hvad som helst fra naturen. Alligevel finder 1. akt med disse to ovenstående sekvenser ikke helt sin form, og det fremstår overtydeligt, hvad forestillingen vil os; den stopper det ned i halsen på os med neonfarver og ekspressionisme.
Efter pausen bliver indholdet mere substansfyldt. Nu er puppen kommet ned til hærmyrerne, hvor hierarkiet er tydeligt fremtrædende, og Tilde Maja Frederiksen svinger diktatorstokken som den autoritære myredronning. Scenografien understøtter den hierarkiske opbygning, og det symbolstærke, som Albrechtsen er så god til, får plads. Der trækkes flittigt på verdenslitteraturen, særligt Orwellsk bliver det, når myredronningen erklærer Krig er Fred. Puppen er nu kommet ud af sin gule michelindragt, men er stadig en puppe, der rædselsslagen ser til, mens alle hærmyrerne ofrer sig selv for et tvivlsomt fællesskab. Myrerne skal i krig, og for øjnene af os gentager de et rædselskabinet af krigshandlinger igen og igen. Det er stærkt urovækkende, særligt set i lyset af nutidens politiske begivenheder.
Særligt stærkt står dog Stanley Bakars præstation. Han står helt naiv som den lille puppe, der gradvist bliver korrumperet, indtil han ender med at stå med en pistol i hånden og forråder sig selv. Også den lille puppe rummer ondskab og vold. Det er en fornøjelse at se Bakar folde sit talent ud med en stor naturlighed, og vi føler med ham, når han løfter armene og klager til himlen over, hvad formålet er med at blive født, når verden er fuld af en sådan grusomhed? Det er der nok mange, der også spørger sig selv om i dag.
Niels Erlings Menneskekryb er et ambitiøst projekt, der forsøger at behandle de komplekse følelser forbundet med ønsket om at gøre det gode i en verden præget af ondskab. Den første akt lider dog under vis forvirrende ubeslutsomhed, men i 2. akt viser forestillingen for alvor format, så det får nakkehårene til at rejse sig. Hvis forestillingen kun havde bestået af 2. akt, havde den været perfekt. Men det gør den ikke, og som publikum må man derfor væbne sig med tålmodighed, før man når frem til guldet i forestillingen.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Emilia Therese
Skriv et svar