
Salen er fuld af børn og spontane udbrud til premieren på Dyrene i Hakkebakkeskoven i Tivoli. Mor, jeg kan ikke se noget! og Men er det spidsmus de spiller? Thorbjørn Egners værk om livet i skoven med Klatremus Lillemand, Mikkel Ræv, Morten Skovmus, Bagermester Harepus, Uglen og Bamsefar er svært ikke at kende til og holde af, eller at se fornuften i at spille igen og igen. For grundlæggende handler forestillingen om fredelig sameksistens, selv når dem man bor tættest med, er større og stærkere end én selv. Og helt ærligt – det kunne vi godt bruge noget mere af i øjeblikket!

I Tivoli udspiller fortællingen sig i Johan Kølkjærs foldescenografi, der med meget få virkemidler hurtigt kan blive til både uglens træ, bondegården og bjørnenes hule. Med fine projektioner kommer der farve på, og snart udspiller historien sig akkompagneret af både Thorbjørn Egners oprindelige musik, men også af nykomponerede sange af Christian Hartmann. Der er også moderniseret lidt i teksten, således at bagermester Harepus ikke bare bager kagemænd og kagekoner, nej også kagepersoner er kommet på bagepladen. Flere andre steder undervejs er der kærlige nik til vores samtid.
De syv medvirkende bærer halvmasker, der får dem til at ligne de dyr, de spiller. Af samme årsag går en hel del af deres mimik tabt. I starten af forestillingen er det svært at finde ud af, om både musik og sang er playback, fordi det er umuligt at afkode, om de bevæger munden. Det tager lidt tilvænning, men børnene virker begejstrede, særligt når de medvirkende pludselig går rundt blandt stolerækkerne.

Dyrene i Hakkebakkeskoven er en oplagt mulighed for at tage junior med i teatret for første gang og for at hygge sig i det blomsterpyntede og påskevenlige Tivoli. Forestillingen hylder fortiden og omfavner nutiden og rammer en universel og tidløs nerve med sin essens om fredelig sameksistens.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Michelle Berg




Skriv et svar