At det er svært at være tween, kan undertegnede anmelder skrive under på. Både med min egen erindring om tiden in mente, men også som mor til en 9-årig, der falder lige mellem det at være et lille barn og at være teenager. På Teater Vestvolden har de taget fat på tweenalderen med en nyskrevet monolog af Anna Panduro.
Det er Olivia Borgels, der står på scenen i sin gyldne Oliviakappe, klar til genforening med sin gamle klasse, og hun åbner op for minderne om det, til tider, ganske ubehagelige limbo, man kan befinde sig i som en mellemting mellem et blødt barn og en kantet teenager. Hun ved nemlig også et og andet om den aldersgruppes psykologi og sammensmelter fortællinger om egne erindringer med udviklingspsykologiske analyser.
På den nøgne scenografi projiceres billeder og illustrationer op undervejs. Rikke Juellunds scenografi leder tankerne hen på et gameshow, og vi kommer da også vidt omkring, fra tweens’ forbrugerpotentiale til begreber som selvevaluering og social sammenligning. Jacob Stage har iscensat det hele i et friskt tempo med stor afveksling og publikumsinddragende elementer. Olivia Borgels har ligeledes en skøn energi og tilmed en fin sangstemme.
Der er dog ingen tvivl om, at forestillingen skyder noget forbi de tweens, den gerne vil ramme. Forestillingen kræver af sit publikum, at det kan mentalisere på et ret højt niveau, noget min medfølgende tween på 9 i hvert fald ikke er i stand til endnu. Jeg har svært ved at forestille mig, at børn i den aldersgruppe kan forholde sig til udviklingspsykologisk forskning eller begreber som selvevaluering eller social sammenligning.
Forestillingen er absolut bedst i de passager, hvor der fortælles fra eget liv og egne oplevelser. Som en samlet helhed bliver det dog en fragmenteret oplevelse, der fungerer bedst i sine personlige refleksioner, men som ikke helt lever op til målet om at forene tweens og deres voksne i en fælles teateroplevelse.
⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Jacob Stage
Skriv et svar