Det er en meget intim aften, undertegnede indfinder sig til på The Deer and Rabbits, hvor Københavns Shakespeare Kompagni spiller deres nyeste forestilling, Konge, Henrik. Intim, fordi stedet er lille, vi er meget tæt på skuespillerne, og fordi der ikke er plads til mange publikummer. Det giver en helt særlig, intens teateroplevelse.
Konge, Henrik tager fat på forholdet mellem Henrik IV og hans søn Harry, der senere bliver til Henrik V, med udgangspunkt i Shakespeares række af skuespil om Henrik IV, Henrik V og Richard II. Henrik IV har været konge i mange år og vil have, at sønnen kommer hjem til hoffet og indtræder ved sin fars side, mens sønnen Harry, kronprinsen, foretrækker et liv langt fra hoffet med druk, svir og eskapisme. Men det er svært at løbe fra sin skæbne.
Forestillingen er skrevet af Sara Dahl Hasselgren og Joseph Sherlock, der også står i spidsen for kompagniet, og de har med stort held blandet dansk og engelsk på en måde, der føles naturlig, nemlig ved at lade det engelske fremstå som en slags dialekt i landet.
I hele første halvdel af forestillingen betragter Claus Bue, som den gamle konge Henrik IV, tavst sin søn og hans forhold til den tvivlsomme ven John Falstaff. Med en utålmodig klikken med negle mod overfladen, der gradvis bliver højere, stiger hans frustration over sønnen, der ikke vil makke ret. Imens mærker man tydeligt hos den unge Harry, som Thomas Knuth-Winterfeldt giver liv med en indestængt livsfornægtelse. Den happy-go-lucky-agtige figur John Falstaff vælter rundt med et glas øl i hånden og prøver at leve sit bedste liv. Joseph Sherlock giver en meget fysisk portrættering af denne figur.
Det er dog den sidste del af forestillingen, der udspiller sig mellem far og søn, som er den mest interessante, for her mærker vi for alvor konflikten. Bue og Knut-Winterfeldt slår gnister mod hinanden i et opgør, der ikke er unikt for det specifikke skuespil eller tiden, hvori det foregår, men som de fleste kan genkende i større eller mindre grad – opgøret med forældres forventninger.
Man kunne måske godt savne, at første del af forestillingen med Harrys og Falstaffs mange reminiscenser og drikkelege blev strammet en smule op, så handlingen ikke kom til at stå i stampe, men anden del er så meget desto mere spændstig. Tillige bliver der råbt en del, hvilket er helt unødvendigt som dramatisk værktøj på sådan en lille scene, i hvert fald i det omfang, det bliver gjort her.
Som første del af en trilogi er Konge, Henrik en lovende begyndelse, der giver publikum noget at se frem til i de kommende sæsoner. Især må man glæde sig til, om Sara Dahl Hasselgren og Joseph Sherlock får forfinet integrationen af dansk og engelsk i endnu højere grad, hvilket givetvis vil betyde, at der er gode ting i vente fra kompagniet.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her
📸: Københavns Shakespeare Kompagni
Skriv et svar