
Musical to gange på ét år på Det Kongelige Teater kan man godt vænne sig til. Særligt når det også er en både nyskrevet og nykomponeret musical. Det er musicalen Feberen om The Barrison Sisters, hvis navn måske klinger amerikansk, men de kom faktisk til USA fra Danmark som emigranter under det mindre yndige navn Bareisen.
Historien om søstrene er både én om rejsen fra fattigdom til berømmelse, men også om et opgør med en puritansk tidsånd, som søstrene under ingen omstændigheder ville underlægge sig. Nej, faktisk var det præcis den, de slog mønt på at udfordre. Det er også en trist historie om overgreb og nød, der dog ikke fortælles så nøje i Line Mørkebys dramatisering.

Andrea Øst Birkkjær står i spidsen for de fem søstre som den ældste, Lona, og spiller hende med en farlig fandenivoldskhed og uimponerethed. Cecilie Bogø Bach, Fanny Leander Bornedal, Cecilie Gerbeg Nielsen og Amalie Husted Mørup spiller de øvrige fire søstre, og sammen blusser de op og brænder af i en rus af gin og absint og svære livsomstændigheder.
Morten Brovn brillerer i et væld af roller, fra en cabaret-lignende konferencierfigur til den unge greve, stadig våd bag ørerne og håbløst forelsket i Sophie Barrison, til en forstokket anmelder, der leder et puritansk angreb mod kvinderne. Mads Rømer Brolin-Tani er impressarioen William Fleron, der med egne skeletter i skabet får det hele til at ske, men på kvindernes præmisser.

Det er skønt med nykomponeret musik og Niels Søren Hansens lyd gør universet interessant. De fem kvinder (og to mænd) synger som en drøm, men historien bliver sært uvedkommende. Det skyldes mest det gennemgående greb med utroligt meget fortælling undervejs, både af den faktiske fortæller, Morten Brovn, men også i sangene og de øvrige scener, hvor der fortælles i ét væk. Som publikum savner jeg spillescener, der får mig til at relatere til karaktererne og engagere mig med dem. Den følelse er helt fraværende, og jeg har svært ved at mærke karaktererne.
Jeg er vild med nyskrevet musical på Det Kongelige Teater, men selvom resultatet er flot, bliver oplevelsen følelsesmæssigt distanceret, og man går lidt uforløst hjem fra skuespilhuset.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Camilla Winther




Skriv et svar