Teater V i Valby, under ledelse af Pelle Koppel, er dygtig til at kuratere spændende, mellemstore turnéforestillinger. Det betyder, at man som københavner også får mulighed for at opleve forestillinger fra Jylland, hvor flere og flere teatre ligeledes er gode til at sende deres produktioner ud i landet. Det gælder også forestillingen Glashuset fra Herning Ny Teater. Her er der tale om original dramatik skrevet af Nanna Tüchsen, som i de næste to år skal fungere som husdramatiker på Teater V. Forestillingen er et lille, intimt kammerspil med blot to skuespillere: Sonja Oppenhagen og Karin Bang Heinemeier.
På grund af sygdom er Birgitte Raaberg dubleret af Karin Bang Heinemeier, og selvom hun gør det godt, kommer det desværre til at hæmme forestillingen en smule. Forestillingen handler om to gamle barndomsvenner, der mødes under påskud af, at den ene skal interviewe den anden. De har forskellige værdisæt og baggrunde – og helt, helt forskellige liv. Den ene har tjent penge på krigsindustrien, den anden er glødende, venstreorienteret journalist.
Der er cirka 30 års aldersforskel mellem Heinemeier og Oppenhagen, og selvom den ene kan spille lidt yngre end sin faktiske alder og den anden lidt ældre, er det desværre svært at se bort fra den tydelige aldersforskel mellem de to skuespillere, som i forestillingen skal forestille at være jævnaldrende. Nogle vil måske mene, at det er en mindre detalje, men da forestillingen netop bygger på deres barndomsrelation, er det afgørende, at publikum accepterer præmissen. Det ændrer dog ikke på, at Heinemeier leverer en ganske udmærket præstation.
Instruktør Kathrine Wiedemann og dramatiker Nanna Tüchsen kredser i forestillingen om selvbilleder – hvordan vi betragter og retfærdiggør vores egne handlinger gennem livet, og om de tunge skeletter, vi bærer rundt på, som ofte betyder mindre for andre, end vi selv tror. Nogle bærer lette kilo, andre tunge gram – for nu at parafrasere en sang af musiker og sangskriver Mads Kronborg. Det er netop dét, forestillingen illustrerer så fint. Samtidig er titlen en påmindelse om at passe på med at smide beskyldninger efter andre, når man selv har skeletter i skabet.
Undervejs drejes den scenografiske synsvinkel konstant, situationen vendes og drejes fra flere vinkler, efterhånden som handlingen skrider frem. Forestillingen er kort – også for kort – for vi når aldrig helt i mål med, hvad den egentlig vil os, og da salen går i sort til sidst, er jeg oprigtigt overrasket over, at forestillingen er slut. Det hele føles uforløst: Forestillingen åbner op for interessante dilemmaer, men den dykker aldrig ned i dem eller giver publikum mulighed for at opleve flere og dybere lag. Man får som publikum aldrig adgang til karakterernes fulde kompleksitet. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at fortællingen kunne have været mere, hvis den havde turdet gå mere i dybden og lade karaktererne folde sig ud med alle nuancer.
Der er noget banalt over forestillingen. Den vil gerne vise os mange synsvinkler, men formår aldrig for alvor at skifte mellem dem og bringer ikke noget nyt til bordet. Jeg sidder tilbage med en følelse af uforløsthed, da lyset går ud. Det minder om den stærke forestilling Lægen på Folketeatret for et par sæsoner siden, der netop også handlede om synsvinkler og selvbilleder, men som havde et langt stærkere greb og en mere tungtvejende historie. Det lykkes ikke for Kathrine Wiedemann at videregive, hvad vi skal med forestillingen, og den fylder ikke meget i mig efter tæppefald.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her og Teater V her.
📸: MingoPhoto
Skriv et svar