Jeg er ikke den store horror- eller gyserfan, og selvom jeg som voksen har åbnet mig mere for genrens muligheder, kæmper jeg stadig med at acceptere, at jeg bevidst skal udsætte mig selv for noget uhyggeligt. Som om der ikke er uhygge nok i verden. Men jeg er alligevel nysgerrig, når en forestilling proklamerer, at den er horror. Det kan gå begge veje, tænker jeg. Enten bliver man fremmedgjort, eller også drages man ind i universet og lader kuldegysningerne få frit løb.
Og jeg kan afsløre med det samme, at det sidste var tilfældet i Husets Teaters udgave af Woyzeck . At det netop er i Sargun Oshanas hænder, at Georg Büchners fragmentariske og ufærdige værk forløses, undrer mig ikke, for Oshana har ved tidligere lejligheder vist, hvilken mesterlig instruktør han er – ikke mindst i brugen af lys- og lyddrevne virkemidler. Det, Oshana har forstået, er, at vi oplever teater med alle sanser, og at manifestationer i et rum påvirker os fysisk. Det udnytter han til fulde i alle sine værker, og derfor er en Sargun Oshana-forestilling altid et besøg værd.
Franz Woyzeck har det psykisk dårligt. Altså virkelig dårligt, med larm i hovedet, hallucinationer og vrangforestillinger, hvoraf nogle har mere rod i virkeligheden end andre. Som krigsveteran er han allerede plaget, men de eksperimenter, den sadistiske læge udsætter ham for, hjælper ikke. Kvinden Marie og barnet, som er født uden for ægteskab, forankrer ham i virkeligheden – indtil de ikke gør det længere.
Mathias Rahbæk nedbrydes langsomt, først som den godmodige Woyzeck, der næsten naivt barberer sin kaptajn, men langsomt og med en utrolig kropslighed synker han ind i psykosen – og vi i publikum med ham. Rahbæk mestrer vanviddets spil og balancerer det, så det ikke bliver fremmedgørende, men så vi som publikum drages ind i karakterens virkelighed. Her hjælper Laurits Jongejans lydscenografi gevaldigt, for når Woyzeck spørger, om vi dog ikke kan høre den lyd, der rumler inde i hans hoved, må jeg kigge mig over skulderen, for jeg synes grangiveligt at kunne høre en rumlende strubelyd over min venstre skulder, ligesom barnegråden omslutter os til alle sider.
Ditte Marie Walter Tygesens scenografi er begmørk og nærmest fugtig, og mørket bruges aktivt til at gemme alt det, der bliver meget levende i fantasien, mens vi kun kan høre slæbende fodtrin og åndedræt. Rummet synes uendeligt, selvom jeg udmærket godt ved, at scenen er lille, men mørket forlænger uhyggen. Lejlighedsvis oplyses pludselig dele af scenen, ledsaget af højere og højere støj, og vi forstår, at nu forsvinder virkeligheden, både for Woyzeck og for publikum.
Imens kæmper Camilla Lau som Marie en brav kamp sammen med Woyzeck mod et sind, der spiralerer nedad mod fatal destruktion. Samtidig spiller hun både den sadistiske læge, kaptajnen og soldaterkollegaen. Hun er hele tiden et spejl på Rahbæks varierende vanvid, en reaktion på det psykotiske sinds krinkelkroge, og hendes forfærdelse bliver større og større, indtil den ikke er der mere.
Woyzeck er et utroligt vellykket stykke gyserteater, der er forløst med en knivskarp konsekvens. Hvis gysere kan være så vederkvægende som Woyzeck på Husets Teater, så håber jeg, at vi ser flere af dem på teaterscenerne i fremtiden.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Christian Friedländer
Skriv et svar