Herhjemme er vi enige om, at Frost 2 klart topper som den bedste af de to Disneyanimationsfilm, men alligevel kan vi ikke undgå at have en god portion sommerfugle i maven, da junioranmelderen og jeg sætter kurs mod Falkonersalen på Frederiksberg for at opleve premieren på Frost – The Musical. Forventningerne er i top – især fordi Lion Musicals har gjort det muligt at få tre af de originale stemmer med på scenen. Det har været et varmt samtaleemne længe, og nu er spændingen så stor, at det næsten sitrer i luften: Kan forestillingen leve op til hypen, når så stærke kræfter er samlet?
Lad det være sagt med det samme – det er de medvirkende, der synger og spiller forestillingen hjem. Ud over de tre originale stemmer, nemlig Maria Lucia Heiberg Rosenberg som en ekstremt velsyngende Elsa (hold nu op, hvor er der meget power i den kvinde!), Kristine Yde som den socialt akavede, totalt charmerende og virkelig elskelige Anna, og Christian Lund som den forsømte prins Hans, der bare ønsker sit eget kongerige, når nu han kun er nummer 13 i arvefølgen i sit eget, leverer Niels Skovgaard Andersen en tilpas charmerende, men misantropisk Kristoffer, og Dliuckshan Jeyaratnam gør snemanden Olaf hjertevarm, så alle de mindste børn klukker af grin. Disse fem skuespillere præsterer på tårnhøjt niveau på alle parametre gennem hele forestillingen.
Historien tager afsæt i H.C. Andersens klassiker Snedronningen, men Disney har givet fortællingen en solid omgang magi og twist, så den står i en helt ny farve. Og man skal nok have boet under en sten, hvis man ikke allerede kender sagaen om de to søstre, som trodser alt og redder hinanden til sidst – en fortælling om mod, kærlighed og det bånd, der er stærkere end alt andet.
Det er bestemt ikke nogen nem opgave at skulle vurdere en forestilling, især når man kender materialet så godt som her. På trods af at jeg sidder med et kæmpe smil på læben og er fuld af beundring over de fabelagtigt dygtige medvirkende, kan jeg ikke ignorere, at der også er nogle ganske tydelige udfordringer, som trækker oplevelsen lidt ned.
I forestillingen er filmens 12 musiknumre blevet til hele 28. Som en lille genistreg for de indviede har man endda brugt en del af den musik, der ikke kom med i filmen, men denne mere end fordobling af de musikalske optrin kan virke overvældende. Hvis man regner efter, betyder det faktisk et nyt nummer cirka hvert femte minut, hvilket kun efterlader ganske få minutter til spillescenerne. Havde man ikke haft så dygtige skuespillere, kunne det hurtigt have fået historien til at fremstå som et irriterende appendix til musikken – men det sker ikke i Falkonersalen. Derudover ligger alle de store og kendte numre før pausen, hvilket bliver et problem for en i forvejen svag anden akt.
Første akt står virkelig stærkt, og Maria Lucia leverer Lad Det Ske med en så overbevisende kraft, at hele salen bryder ud i et brøl, da hendes kjole forvandles til den glitrende iskjole – et magisk øjeblik, der får hårene til at rejse sig. Lige så bemærkelsesværdigt er Annas store nummer Jeg Har Ventet Alt for Længe , hvor Kristine Yde rammer plet med en udsøgt komisk timing, som får både børn og voksne til at grine. Igennem hele forestillingen træder Yde tydeligt frem som den centrale hovedperson, og Annas coming-of-age fortælling fremstår tydeligere og mere interessant end i filmen.
Scenografisk virker forestillingen en smule skrabet. Der er bestemt nogle flotte setstykker, som køres ind og ud, men vi får aldrig lov at træde ind i Elsas isslot, og bortset fra konfettisneen er der ikke meget magi at spore. På LED-skærmene fyger der sne omkring, når Elsa bruger sine kræfter, men det virker upræcist og mangler den krystalklare fornemmelse, man oplever i filmen. Flere steder virker magien sjusket, og de medvirkende får uafladeligt konfettisneen i munden. Til gengæld er Kim Ace Schjerlunds koreografi både skøn og velafstemt.
Og så har jeg slet ikke nævnt, at der – selvom et firemands liveorkester akkompagnerer – også benyttes solide backingtracks, som er indspillet i udlandet. Musicalmusik fungerer nu engang bedst, når det spilles live – præcis som når man oplever opera eller ballet. Prøv lige at forestille jer en La Bohème med backingtracks; det ville ingen jo acceptere. Musical er i lige så høj grad en koncertoplevelse som en teateroplevelse, og her bliver musikken altså behandlet en smule stedmoderligt.
Det er alligevel imponerende, hvordan Lion Musicals formår at få Frost – The Musical til at lykkes, og det skyldes især, at de har samlet nogle af de største talenter fra musicalverdenen. Lion har nemlig forstået, at musicals kræver professionelle og veluddannede folk. Alle – både i ensemblet og hovedrollerne – er topprofessionelle og enormt dygtige, og det er en fornøjelse at se dem samlet på scenen. Derfor kan man roligt tage både børn og barnlige sjæle med i Falkonersalen for at opleve forestillingen – og så er det bare om at læne sig tilbage og nyde det bedste af den danske musicalverden.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Miklos Szabo
Skriv et svar