Der er ikke mange forestillinger, der på én gang formår at give kroppen kuldegysninger og sindet rastløshed. Kant Fabriks fortolkning af Marguerite Duras’ roman fra 1968 er netop sådan en oplevelse – grænsesøgende og subtil, hvor oprørets rå kraft er givet videre som indre spænding snarere end ydre drama.
Dagen før har jeg talt med min veninde om forestillingen. “Det lyder som en forestilling for mig”, udbryder hun spontant. For ikke så frygteligt længe siden, har hun skrevet en længere sms til mig, med sin trang til at rive alt ned, skrue skruerne ud af væggen, både de fysiske og de mentale, og skrige af patriarkatet. Vi aftaler at mødes til en arbejdsdag, så post-itterne kan stå os om ørerne, netop som hun drømmer om. Men Kant Fabrik byder på et andet oprør: det indestængte, næsten ubevægelige, hvor alt foregår i understrømmen.
På scenen mødes fire mennesker på et fransk hotel: Elisabeth Alione, sendt på rekreation efter at have mistet et barn, Stein, en ung mand, Max Thor, underviser i fremtidshistorie, og hans unge elsker Alissa. De cirkler om hinanden, tiltrukket af skovens mørke og det ukendtes forjættelse. Her løsnes skruerne, men revolutionen forbliver indestængt og foregår i blikkene, i pauserne mellem replikkerne – sjældent i egentlig handling.
Lisa Carlehed, SE Andersen, Lasse Steen og Johannes Lilleøre lader karaktererne vandre stift rundt på en abstrakt tennisbane, hvor boldene kun eksisterer som lydbilleder. Tiltrækningen er intens, men også kølig; som publikum føler man sig som voyeur til et eksperiment med sociale bånd, hvor nærvær og isolation sameksisterer.
Marie Böchers musik ledsager handlingen, og sopran Signe Asmussen væver det hele sammen i lange, dragende passager. Musikken bliver et stemningsskabende lag, der til tider føles en smule monoton midt i forestillingens stringente minimalisme. Der er ej heller forløsning i musikken, og på den måde ligger den sig i slipstrømmen af resten af forestillingen.
Kant Fabrik har skabt en kunstforestilling, der minder om at overvære et levende, sanseligt værk lige på kanten af det forståelige. Det er fascinerende og frustrerende på samme tid. Forestillingen kræver, at man overgiver sig til stemningen og lader sig føre med ind i det uvisse. Den er ikke for alle, men for dem, der tør hengive sig, åbner den for en understrøm af refleksioner.
Efter 80 minutter forlader man salen med en fornemmelse af både at have været tæt på og langt fra karaktererne. Forestillingen får 4 ud af 6 stjerner – for sin sanselige æstetik, modet til at dvæle ved det usagte og for evnen til at skabe en sitrende uro. Kant Fabrik leverer en anbefalelsesværdig oplevelse til det nysgerrige publikum.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Sara Galbiati
Skriv et svar