Hvem kender ikke følelsen af at skulle sige farvel til noget i livet? En fase, en ting, en person. Særligt som barn, hvor farvellerne kan føles uoverkommeligt uoverkommelige – verden imploderer, ingenting bliver som før. Senere i livet er der de små farveller, der i tilbageblik alligevel viser sig at have haft stor betydning. Dem er der mange af, både som barn og som voksen.
På scenen er Farvel blevet til en fin og nuanceret teaterkoncert, hvor barndommens farveller udfordres og behandles gennem poetiske tekster og et væld af instrumenter. Forestillingen har i særlig grad gavn af nogle virkelig dygtige instrumentalister, som får musikkvaliteten til at stå helt skarpt.
De fire medvirkende sjosker rundt i deres forvoksede voksentøj. De er ikke vokset helt ud af barndommen og heller ikke vokset helt ind i voksenheden. På en skærm og over højtalerne høres “de voksne” i form af barnestemmer – rollerne er byttet om. De kører rundt på cykler med enorme bagagebærere, der kan bære de kufferter, hvor alt det, der skal siges farvel til, ligger gemt.
I løbet af forestillingen siges der farvel til kæledyr, bamser, venner, drillerier og forældre. Instruktør Nis P. Munk har taget et gedigent teatergreb om forestillingen og er gået all in på udtrykket – og det er en udsøgt fornøjelse.
I scenografien hænger forskellige instrumenter, som alle tages i brug undervejs. Farvel er i det hele taget lidt af en teknisk perle og stiller store krav til både medvirkende og teknik. Lyden er en anelse høj i begyndelsen, men finder efterhånden et mere tåleligt niveau. Det er Sune Skuldbøl Vraa, Jens Andersen, Nis P. Munk og Jesper Thestrup, der står for tekst og komposition, mens Jens Andersen, Olivia Francisca Fevel Borgels, Sune Skuldbøl Vraa Nielsen og Karen Duelund Guastavino står på scenen. Alle viser sig at være dygtige instrumentalister, men Guastavinos mange blæsere står alligevel ud som noget helt særligt, sammen med hendes skønne stemme, der visse steder gav rene operavibes.
Undertegnede bliver ægte rørt flere gange undervejs. Min ledsager på ti år er mere tilbagelænet og måske en smule skuffet over, at der ikke er en egentlig historie. Men forestillingen rammer alligevel en særdeles genkendelig streng – én, man måske skal være lidt ældre for helt at forstå.
På mange måder kæder Farvel barndom og voksenhed sammen, og som noget relativt sjældent besidder forestillingen en ægte kunstnerisk nerve, man ikke kan andet end at bifalde. Måske er min ledsager ikke helt så godt underholdt som jeg – men det gør ikke forestillingen mindre god.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Cosmin Cirstea
Skriv et svar