Det sker overraskende ofte, når jeg overværer danseforestillinger, at universet åbner sig for mig og jeg pludselig forstår hele min eksistens i et nyt lys. Højtragende? Ja, måske, men ikke desto mindre sandt. Faktisk udgør danseforestillinger nogle af de allerbedste teateroplevelser jeg nogensinde har haft. Kammerballetten er en absolut favoritoplevelse og jeg glæder mig hvert år til august, når jeg igen kan sætte mig til rette og iagttage hvordan koreografer laver nye værker til klassisk musik. Ofte er værkerne helt forskellige. Også i år hvor koreografierne næsten ikke kunne stikke i mere forskelligartet retning, for alligevel, på forunderlig vis, at samle sig i musikken, der i år spilles af barokorkestret Concerto Copenhagen og Alexander Mackenzie.
Kammerballetten er efterhånden et internationalt anerkendt kompagni, der rejser verden rundt med sine forestillinger, og det er fortjent, for hvor de store huse i nogen grad er nødsaget til at være tilbageskuende, kan Kammerballetten tillade sig udelukkende at være fremsynet. I år har barokmusikken indtaget forestillingen med mesterlige Concerto Copenhagen og harpsichordspilleren Emmanuel Frankenberg i front. Forestillingen er også rykket til den smukke, og større, koncertsal i Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Intimiteten var en del af det, der var så besnærende ved Takkelloftet over Operaen, hvor Kammerballetten tidligere spillede, men den bevares uden problemer i dette større og smukkere rum.
Aftenen byder på tre værker. To nye og en repremiere. Kunne man opstille en skala fra klassisk til performativt, er de tre værker placeret nogenlunde der i programmet, hvor de også ville placere sig på skalaen. Således kommer titlen på forestillingen, Kaleidoscope, til at give mening, for dansen bliver et kalejdoskop for musikken, eller omvendt, og det hele vrides i vidt forskellige retninger.
Armonico Tributo er aftenens første værk, koreograferet af Tobias Prætorius og med barokmusik af Georg Muffat og Heinrich I.F. Bieber. Prætorius´ stil er nyklassicistisk, og det fornægter sig ikke, men i dette værk synes koreografien og musikken at gå op i en højere enhed, som jeg ikke har oplevet i hans tidligere værker. Hvor Prætorius´arbejde i fortiden har haft en tendens til det prætentiøse og højstemte og af og til lidt kedelige, synes koreografien i denne omgang legesyg, historisk bevidst og nøje afstemt med musikken. De seks dansere, klædt i højrøde kostumer, virker til at nyde at få trinene til at smelte sammen med orkestrets toner, og hvor starten af værket byder på flere smukke fællesdele, får vi flere soli hen af vejen. Man kunne såmænd sagtens se for sig, at dele af værket blev danset hos et europæisk hof i barokken. Overraskende nok, fremstår dette værk som aftenens stærkeste.
Aftenens andet værk, er Paul Lightfoots Selvportræt fra 2021, der i denne anledning genopsættes. Her har Alexander Mackenzie komponeret musikken, der konstant og boblende skaber bevægelser der står i kontrast til den mere kantede koreografi. Sebastian Pico Haynes, Maria Kochetkova og Roger Van der Poel indtager scenen. Mens Kochetkova langsomt bevæger sig langs scenens yderkant i et gigantisk skørt, forholder Haynes og Van der Poel sig til hinanden. Frastøder og tiltrækker. Da Kochetkova begynder at danse i det gigantiske skørt spørger man sig selv hvordan det overhovedet er muligt. Der går dog heller ikke længe før det ryger af og bevægelsesfriheden bliver mere åbenbar. Værket er smukt og fuld af passion.
Herefter er Concerto Copenhagen tilbage. Eller det vil sige, det er de ikke, for scenen er tom og i damesiden står Simon Kongsted og lurer på os. Shhh, det er gået i gang, er der nogen der visker omkring os. Det her, er den del af aftenen jeg har glædet mig mest til, for Sebastian Kloborg er en spændende, helt uforudsigelig og slet ikke klassisk tænkende koreograf. Live On Tape, byder da også både på en skuespiller og en kontratenor, samt to dansere – Kochetkova igen og Alban Lendorf. Kochetkova tramper hen over scenen, som kun hun kan og sætter en ledning i. Ledningen er et gennemgående tema. Kongsted i sin beige jakke, store briller og fedtede hår, inkarnationen af en lidt uhyggelig nørd, har en skuespillers tilgang til bevægelse, mens danserne har omvendt tilgang til skuespil. De komplementerer hinanden og smelter fint sammen. Lendorf er langt bedre end jeg har oplevet tidligere, lidt forsigtig og forsagt i sit forsøg på at være en ægte machomand, mens kontratenoren Nicholas Tamagna synger med usvigelig præcision. Det er lidt svært at få greb om hvad det hele skal betyde. Jeg kan læse mig til at det er noget med koncerter og alt det man ikke ser. Det er dog ikke det, der falder mig først ind mens jeg overværer værket. Uanset hvad, opfylder Kloborg forventningerne. Man ved aldrig hvad man får når det der ham der koreograferer. Men det er altid spændende.
Med Kaleidoscope lykkes det Kammerballetten at løfte deres kompagni op i en større sal, men samtidig bibeholde nærværet og intensiteten og præsentere interessante og helt forskellige nye værker. Det forbliver spændende at overvære deres forestillinger og de smukke kroppe åbner sprækker til et univers som man lige netop får lov at smage på og – måske – får man appetit på meget mere.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Tom Mackenzie
Skriv et svar