Jeg hører til de anmeldere, der nærmest ikke kunne få nok af Jeppe, da der var premiere på Christian Lollikes fortolkning på Aarhus Teater i februar 2025. Det var sjovt at betragte dansk teater i den periode, for i nøjagtig samme tidsrum spillede en langt mere traditionel Jeppe på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København – en Jeppe der også spillede for fulde huse, og som det var svært blot at få en enkelt galleribillet til. Holberg har stadig fat i os danskere, både opført som traditionelt teater, men også i stærkt nyfortolkede udgaver, som i Lollikes version i Aarhus.
Grunden til at jeg vælger at gense forestillingen i Aarhus, er dog ikke for Holbergs skyld, men snarere Lollikes radikale riven-tæppet-væk-under-fødderne på den Holbergkomedie, som vi troede vi kendte. I Lollikes version, er Jeppe blevet til en traumatiseret veteran, Nille er prostitueret og baronen og hans slæng kunstnertyper, der står klar til at forvandle et hvilket som helst taberindivid til et projekt de kan fylde med ord om virkelighedslængsel, mens de lukrerer på dets ulykke.
Det er rasende intelligent og komplet vanvittigt. Kan man ikke holde til åbningsscenen, hvor Nille bliver taget bagfra for at tjene penge, så der kan handles småtterier i byen, mens Jeppe og datteren Christine står på balkonen og venter, så kan man lige så godt rejse sig og gå. Den øvrige forestilling byder på heavymetalfest, voldtægt, afhuggede lemmer og ydmygelse af groveste karakter. Komedien er knapt så komisk i Aarhus.
Men hvad er det så vi skal med Jeppe? For det første, skal man betragte Thure Lindhardt, der spiller vidunderligt detaljerigt som krigsveteran, alkoholiker, der bliver tyran og siden smidt tilbage på møddingen. For det andet skal man betragte en gal teatermands geniale værk.
Lollike har stopfodret sin forestilling med kommentarer til verdenssituationen, fra USA og Rusland over Grønland, til forhold for hjemvendte veteraner, kunstneres uhæmmede misbrug af virkeligheden til at fremme egne interesser og dermed også en generel kritik af alle os, der elsker at forbruge kunsten og ophøjer den til noget helligt. Men udover det, er det faktisk svært at få en samlet fornemmelse af hvad forestillingen vil os, om end nogle af Holbergs oprindelige temaer er bibeholdt.
Hele ensemblet spiller fremragende lige fra Lindhardt til nytilkommer Freja Klint Sandberg, til Nana Bøttchers Nille, der nok elsker Jeppe, men mest når hun tror han er død. Stakkels Andreas Bruun Pedersen må igen rende rundt det meste af forestillingen med sine genitalier stoppet ind mellem benene, mens Århus teaters kor, giver os alt fra barokmusik til country altmens de fænomenale zombiedansere fra Holstebro Dansekompagni hakker derudaf i det røde PTSD flashbacklys.
Nu ved vi, hvorfor Jeppe drikker. Men hvad skal vi gøre ved det? Det er der ingen åbenlyse bud på. Men det er måske også ligemeget, for det er sådanset nok at opleve den fanden i voldske forestilling, der sparker enhver klassikerelsker langt ud i universet. Men måske lander man med en ny kærlighed til klassikeren. Jeppe på Bjerget på Aarhus teater, kan i hvert fald anbefales. Varmt. Men bered dig selv, det er ikke en hvilken som helst Jeppe, og måske bliver du overrumplet og udfordret undervejs. Det er det god kunst kan.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Rumle Skafte
Skriv et svar