Det er, så vidt jeg ved, første gang Københavns Shakespeare Kompagni spiller noget, der ikke er – eller har udspring i – Shakespeare. Endda er Negativt Rum nutidsteater, hvilket blandt andet betyder, at kostumerne spiller en betydeligt mindre rolle end de tidstypiske kostumer, der plejer at være en stor del af kompagniets forestillinger. Til gengæld er hele det lille scenerum med de to bænkerækker på Øster Søgade fyldt op med kunst. Blyantstreger og kridt på papir giver publikum anledning til at lade blikket gå frit på opdagelse i de 75 minutter, forestillingen varer.
Hvis man er i tvivl, ligesom jeg var, om hvad negativt rum egentlig er, så er det det rum i et kunstværk, der befinder sig imellem hovedmotivet. Der, hvor øjet ikke øjeblikkeligt drages hen, men hvor der alligevel kan findes væsentlige detaljer, hvis man kigger efter.
Der sker et betydeligt temposkift fra den lille foyer til scenerummet. Hver især kommer vi i publikum fra vores travle dag med mere eller mindre gode oplevelser, og hver især skal vi ud i den igen bagefter. Men i disse 75 minutter suspenderer vi tiden og lader Christina Hildebrandt og Thomas Knuth-Winterfeldt sænke tempoet, sænke pulsen og fyre op under eftertænksomheden.
Knuth-Winterfeldt starter forestillingen. Møjsommeligt laver han en kop neskaffe og spiser en bastognekiks, kigger sig eftertænksomt omkring, hvorefter han sætter sig til rette ved det blanke lærred. Han trækker vejret et øjeblik, og herefter lader han blyanterne og kridtet fremmane et kunstværk, der bliver til, mens vi overværer Hildebrandt tale mod ham i sin lange monolog.
For det er en monolog, Joseph Sherlock og Sara Dahl Hasselgreen har skrevet. Knuth-Winterfeldt er nok til stede i rummet med os – og med en meget stærk tilstedeværelse – men han ytrer sig kun gennem sin kunst, med ryggen til publikum og ansigtet skjult, mens det indre langsomt tager form på det blanke lærred.
Hun er en slags politibetjent, forstår vi. En kriminalbetjent, der efterforsker mord. Det er dog ikke mordefterforskningen, der er det egentlige emne i forestillingen, men snarere hendes egen private efterforskning i sine egne følelser. Det er lidt vanskeligt helt at forstå deres relation i starten. Vi forstår, at han ville male hende, da de mødtes, men hvorfor taler han ikke? Hun fortæller om sine frustrerende mordsager, men frustrationen er mest hendes egen, mere personlig og dybereliggende, og efterhånden forstår vi, at hun befinder sig i sit eget negative rum. Det, der skal udfyldes efter hovedemnet i det kunstværk der er hendes eget liv, er forsvundet.
Hildebrandt har ingen problemer med at udfylde scenerummet. Hun holder på sine hemmeligheder undervejs, sådan at vi først relativt sent forstår, hvad der foregår. Det lille scenerum er dog en udfordring, og spillet bliver lynhurtigt og meget let for stort. Spillet er ofte også stort i Københavns Shakespeare Kompagnis Shakespeare-relaterede forestillinger, men eftersom det foregår i en helt anden tidsalder, er det lettere at tilgive, når noget bliver en anelse for deklamerende.
Her bliver det en forhindring for rigtigt at engagere sig i følelserne. Hildebrandt kommer til at spille følelserne for eksternt til, at de rigtigt rammer os som publikum. Sammenholdt med, at scenografien næsten umuliggør bevægelse, bliver hele foretagendet lidt stillestående, og som publikum får vi ondt i nakken af kun at kigge én vej det meste af tiden i det aflange scenerum.
Det er dog alligevel en fabelagtig idé, Sherlock og Hasselgreen har fået. Og hvis man lige skal have en pause fra det til tider lidt for store spil, er det fascinerende at følge med i, hvordan Knuth-Winterfeldt gradvist lader en ung kvinde i et telt ved en sø åbenbare sig for os.
I en nutid, hvor det er så let at flygte fra eftertænksomhed og langsomhed, og hvor man generelt bliver udsat for tusinde inputs i løbet af ingen tid, er det befriende også at blive mindet om at give plads til at drage omsorg for det negative rum: det, der ikke er hovedelementet i vores liv, men hvor nye ting kan få plads til at vokse frem efter grundig omtanke. Negativt Rum ender som en smuk og original, men ikke helt forløst, forestilling.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om Københavns Shakespeare Kompagni her.
📸: Joseph Sherlock
Skriv et svar