Der er brug for os – det er der bare. Sådan lyder det igen og igen i Blaagaard Teater og Persona Non Gratas forestilling om Danmarks kolonifortid – og måske også vores koloniale nutid. Det er en påstand, man kunne ønske sig, at forestillingen gjorde lidt mere for at bevise. For er vi stadig kolonialister? Tænker vi stadig kolonialistisk? Og hvordan ændrer vi det?
Der er gang i teatersalen, allerede mens vi finder vores pladser. Tre maskeklædte Ken-hybrider pudser deres motorbåd og har en fest. Snart løber videoer hen over den skærm, der for et øjeblik siden viste forestillingens titel. Her gør en Ken-dukke på Grønland forskellige opdagelser om sig selv, Grønland og Danmark. Imens mimer Ken-hybriderne til lyden – dog så diskret, at man næsten overser dem. Maskespillet er ikke særligt veludviklet, og den sceniske idé kommer aldrig rigtigt ud at sejle.
Men hov: Det hedder jo faktisk Kalaallit Nunaat og ikke Grønland. Undervejs gør Carmina Guldmann os klogere på sine egne oplevelser som halv grønlænder, opvokset i Danmark langt fra det land, hun kommer fra. Hun fortæller, hvordan hun føler, at hendes forældre har holdt hendes ophav hemmeligt, som var det noget man skulle skamme sig over. Og hvordan danskere kan relativisere Grønlands selvstændighedsambitioner med det lille, sejlivede spørgsmål: Men hvad med bloktilskuddet?
Lidt senere forklarer hun i en monolog forskellen på kolonialitet og kolonialisme – og hvad lateral vold er. Eksperimentbørnene og spiralrapporterne bliver nævnt. Kryolitudvindingen. Historien står i kø, men bliver oftere opremset end undersøgt. Det danske skib er ladet med … Eller i dette tilfælde: den danske motorbåd. Ladet med læger, lærere, politifolk og meget, meget mere. Forestillingen spørger: Hvad er dit danske skib ladet med? Det er et godt spørgsmål. Det fortjener et mindre forudsigeligt svar.
Kunstens fornemste opgave er at få et samfund til at forholde sig til sig selv. På den konto er der brug for Meet Yourself as a Colonizer. Det er der bare. Men nødvendighed er ikke det samme som vellykket teater, og der er ikke meget nyt under solen at hente her. Det er, som om forestillingen gerne vil have os danskere til at være længere tilbage i vores proces omkring kolonialismen, end vi egentlig er. Emnet er følsomt, ja. Men forestillingen bliver så følelsesladet og så forhippet på den dårlige samvittighed, at den lukker det rum for eftertanke, den selv vil åbne. Jeg anerkender nødvendigheden af at skue bagud for at forstå nutiden. Men kunne det ikke også være spændende at kigge fremad? Ellers risikerer motorbåden blot at sejle rundt i sin egen moralske kølvandsstribe.
⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Jasko Bobar
Skriv et svar