Med fare for at lyde som en rigtig københavner: Jeg var ikke på forhånd klar over, hvordan det at være trubadur og byen Tønder hang sammen. Det ved jeg nu. For som andre, der ikke er så ignorante som undertegnede åbenbart er, ved, afholdes der hvert år en singer-songwriter-festival netop i Tønder: Tønder Festival.
Det er kærligheden til egnen og festivalen, som idémanden og instruktøren bag forestillingen, Ole Sørensen, vil indfange. Jeg ser den på Teater V i Valby, men det er en originalproduktion fra Kolding Egnsteater, og som sådan giver det fint mening for teatret at beskæftige sig med semilokale forhold.
Vi møder et band backstage en times tid, inden det skal spille koncert på netop Tønder Festival. Musikerne hænger ud, forbereder sig og går omkring i det limbo, man nu befinder sig i, inden man skal optræde. I Siggi Óli Pálmasons scenografi fornemmer vi tydeligt, at der foregår noget andet bag tæppet bagerst på scenen. De holder lydprøve, mens vi ikke kan se dem, og ventepositionen bliver fælles hos os som publikum og de medvirkende. Vi befinder os i den sammen.
Til gengæld er det ikke så let helt at forstå, hvad der foregår i første akt. Ole Sørensen har, tror jeg, forsøgt at lukke publikum ind i hovedet på musikerne: at illustrere, hvor forskellige de er, hvad der foregår imellem dem og i deres liv, for dernæst i anden akt at vise os, hvor magisk det er, når det hele konvergerer i koncertform. Når menneskene med deres små uenigheder og livsgenvordigheder pludselig samles om at frembringe fællesskabsskabende oplevelser, der løfter livet.
Det er bare svært at forstå. Der bliver fortalt lige akkurat nok til, at vi aner, hvem disse personer er, men ikke helt nok til, at vi egentlig investerer os i dem. Én er kommunist, en anden måske kapitalist, nogle er forelskede, og andre bærer rundt på sorg over at have begået svigt, der på et tidspunkt virkede nødvendige. I den første time ser vi alle disse snipper, akkompagneret af sange fra singer-songwriter-traditionen, fra Pete Seeger til færøske Eivør. Bandmedlemmerne kommunikerer med musik, både til sig selv og hinanden. Men hvis man ikke helt er med på præmissen fra starten, er det svært at forstå, hvad det hele har med Tønder at gøre.
Jens Andersen og Jesper Lohmann udgør skuespillerholdet, mens de bakkes musikalsk og vokalt op af Nanna Schwartsloze, Stine Elbæk Gomard, Mikas Bøgh Olesen og Joakim Okkels. Sidstnævnte er kapelmester og står for de musikalske arrangementer. Musikaliteten er i højsædet. Til gengæld er skuespillet forsømt, især i første akt, hvor nogle af musikerne falder igennem på replikfronten. Det er derimod en fornøjelse at følge Nanna Schwartslozes udvikling: Hun spiller bas og synger med hæs intensitet.
I anden akt er scenografien vendt om. Pludselig er vi publikum til en koncert, og det er klart den del af forestillingen, der fungerer bedst. Helheden havde nok været mere homogen, hvis man havde valgt, om man ville lave forestilling eller koncert. Men i anden akt slippes spilleglæden fri. Med de medvirkendes baghistorier i baghovedet får sangene mere tyngde, og det samlede orkester tager os med ud i en tour de force gennem skønne singer-songwriter-numre.
Trubadur – kærligheden til Tønder er en ujævn oplevelse som forestilling, men den emmer af glæde og kærlighed til musikken. Det er svært ikke at lade sig smitte af den musikalske dygtighed og den gode, jyske jordbundenhed. På vejen hjem tjekkede jeg, hvad en billet til Tønder Festival mon koster. Og lad mig bare sige det, som det er: Det er muligt, at du kan finde mig i Tønder i august 2027.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om Teater V her og om Kolding Egnsteater her.
📸: Emilia Therese
Skriv et svar