Corpusdogma#2

Anmeldelse af Corpus dogma # 2 “on the other hand” , spillede i det Kgl Teaters A-sal, Spilleperiode slut

Corpus er balletten i det kongelige teater´s lillesøster. De laver små, undersøgende forestillinger, og har som erklæret mål, at de skal komme publikum ved. I denne sæson, har de inviteret 2 koreografer til at udvikle 2 forskellige danseforestillinger, der er begrænset af nogle dogmer.  Samme kostumer og scenografi, samme regler, men forskellige instruktører.  Hvad gør begrænsingerne ved krativiteten?  Som i Lars Von Triers Dogme 95, er der sat regler op for, hvordan forestillingen skal udvikles – hele 16 af slagsen, faktisk.

Jeg har ikke set den første forestilling, der var instrueret af koreografen Tilmann O´Donnel, og det burde jeg vel egentlig nok have gjort, hvis jeg sådan rigtigt skulle udtale mig om hvorvidt konceptet fungerer.  Den forestilling jeg ser denne oktoberaften er koreograferet af Tina Tarpgaard – en koreograf man ikke kan undgå at kende, hvis man interesseret sig bare lidt for moderne dans.

Vi kommer ind af bagtrappen, op igennem noget der ligner garderober og jeg når at spekulere på om jeg mon er gået forkert undervejs. Men nej – jeg finder A-salen. Publikum er placeret langs væggen i en stor cirkel, der står et podie i midten med teknik og lys. Ind på scenen træder 2 mørkklædte gutter med diamantmasker på. En enkelt hvidklædt danser kommer på gulvet, får en mikrofon, og holder den op til sit hjerte, så vi alle kan høre det regelmæssige ”lup-dup”.  Langsomt bevæger hun sig rundt langs cirklen af publikummer og kigger alle ganske grundigt (og længe) i øjenene.  De øvrige 4 dansere kommer også på gulvet, hvidklædte og med sort maske på. De stiller sig ved hver sin mikrofon og begynder at læse op. Hvad de læser op er der ingen der ved, for lyden projiceres ikke ud af højttalerne, men optages og bruges sammen med den første dansers hjerteslag, som ”musik” til resten af forestillingen.

På gulvet er der kroppe der bevæger sig. De bevæger sig, først langsomt rundt om podiet i midten, men senere hurtigere og mere voldsomt.  Hele tiden sker der ting, der bryder rytmen. En danser giver sig til at løbe rundt langs tilskuerrækkerne, de øvrige danseres kroppe er i voldsom bevægelse og pludselig – bum – er der blackout. Vi hører dansernes forpustede åndedrag – mennesker i et rum – og får tid til lige at tænke over hvad det er vi oplever og får måke også kortvarigt fornemmelsen af, at vi alle er fælles om denne oplevelse, lige her og nu. Dansere danner helt fysisk bro mellem publikum og teknikken i midten.

Det er vanvittigt flot og gennemarbejdet. Jeg er vild med det. Der er ingen handling eller mening overhovedet – alle lag er skrællet af og tilbage er bare kunsten, den virtuose krop der bevæger sig, fællesskabfølelsen og åndedraget.

Kan du nogensinde komme til at se en forestilling af Corpus på det kgl teater, har de min varmeste anbefaling!

Follow my blog with Bloglovin