Look back in anger

Anmeldelse af Look Back in Anger, iscenesat af that theatre company, spiller på krudttønden til 23. november. 

I ved jo, at jeg elsker teater. Og jeg ser meget af det. Noget af det jeg ser, er forestillinger hvor jeg tænker ”det må jeg se” og så bestiller billetter. Nogle forestillinger udvælger jeg helt tilfældigt. Jeg kigger i min kalender, hvornår jeg har tid til at gå i teatret. Herefter tæller jeg op hvor mange forestillinger der er i appen ”teaterbilletter” og i det kgl teaters app på den pågældende dato. Så gør jeg simpelthen det, at jeg udvælger et tilfældigt nummer – og den forestilling der har det nummer, køber jeg billetter til. På den måde køber jeg nogle gange billetter til noget jeg ikke ville have overvejet at se ellers. Det giver tit bonus på oplevelser – og nogle gange kommer det nogle meget mærkværdige oplevelser ud af det.

I går var oplevelsen af den gode slags. Jeg så nemlig ”Look back in anger” af John Osborne på krudttønden. Forestillingen er produceret af thattheatre company, som Ian Burns stiftede i 1997 sammn med Julian Simpson og de har siden spillet ca 50 produktioner.

Look back in anger er et naturalistisk skuespil, noget jeg egentlig ikke synes man ser i Danmark så tit. På den måde er det faktisk forfriskende, at det er lidt gammeldags. Også scenografien er helt naturalistisk – der er ikke så mange dikkedarer. En seng er en seng, her er ingen LED skærme eller drejescener. What you see is what you get.

”Look back in anger” er et intimt kammerspil mellem 5 mennesker.  Jimmy og hans hustru Alison, samt vennen Cliff står i midten af det hele. Jimmy er ikke der, hvor han gerne vil være i livet. Han er utilfreds, mangler modspil, intellektuel stimulation. Han er træt af rutine, træt af at læse aviser og stryge tøj om søndagen. Han er også meget vred. Vreden øser han ud over alle de mennesker, der omgiver ham, måske i et desperat forsøg på at møde modstand. Hvor vennen Cliff glatter ud og trækker på smilebåndet af Jimmys modbydeligheder, modtager hustruen Alison det ene verbale angreb efter det andet med en passiv aggressivitet, der giver en lyst til at rejse sig op og råbe: ”så sig dog fra – hvorfor finder du dig i det?” Jeg bliver faktisk enormt irriteret på Alisons apati undervejs. Selv da veninden, der er af en væsentlig anden støbning end Alison ankommer, og arrangerer at faderen skal komme og ”redde” Alison ud af det dysfunktionelle ægteskab,  fornemmer man, at Alison sådan set bare gør hvad hun får besked på, uden aktivt at tage stilling til om hun egentlig ønsker at forlade sin mand eller ej.

Alison tager hjem med sin fader og efterlader veninden Helena sammen med de to mænd. Lynhurtigt forvandles Helenas foragt for Jimmy til et rødglødende begær, og det varer ikke længe før det er hende, der står bag strygebrættet om søndagen, mens de to mænd læser aviser. Men Helena er en helt anden kvinde end Alison og finder sig ikke i noget bullshit. Så da Alison pludselig står i døren fortrækker Helena og vi er vidner til en sær type af forsoning mellem Jimmy og Alison, som jeg ikke er sikker på er særlig fortrøstningsfuld.

Forestillingen er på engelsk – men med danske skuespillere. Dette fungerer overraskende nok ret fint, idet skuespillerne alle taler et fint britisk. Ingen Danglish her. Men man skal være god til engelsk for at se denne forestilling. Der er meget dialog og også mange hurtige replikskift undervejs, hvor man hurtigt kan blive koblet af, hvis man ikke er rimeligt velbevandret i det engelske sprog.

Søren Højen portrætterer Jimmys  fuldstændige vanittige foragt for sine medmennesker med en intensitet der er skræmmende. Alex Jespersen spiller Alison med en apati, der kan gøre selv det bedste menneske vanvittig og måske forstår man godt en lille smule af hvorfor Jimmy bliver nødt til at prikke til hende igen og igen for at fremprovokere en reaktion.

Men hvad er det egentlig den her forestilling vil? Ingen tvivl om, at forestillingen kan fange sit publikum ind – da den første time og 10 minutter er gået og vi går til pause, er jeg oprigtigt overrasket over at der er gået så lang tid. Ikke én gang har jeg kedet mig undervejs. Men hvad vil forestilingen mig? Dybest set handler det om menneskelig natur. Og om, at vi ikke ændrer os så synderlig meget som mennesker. Men også om, at der er håb for at vi kan rette op på vores brudne parforhold. Og som Jimmy siger til Helena under forestillingen (Og her citerer jeg ikke ordret, for jeg kan simpelthen ikke huske den direkte  replik): ”Hvis du ikke vil sværtes til (i følelser), så er du ikke et menneske. Det er enten det her eller også er der ingenting.” Og det er en sandhed jeg taget med mig hjem. Det koster, at være menneske. Det koster, at være følelsesmæssigt investeret med andre mennesker. Men hvis vi lægger arbejde i vores menneskelige relationer, er der håb for vores forhold til hinanden.

Jeg vil anbefale at se forestillingen med din partner. Hvis du tør blive udfordret og provokeret.