Robin Hood

Folketeatret 15/10 – 2020 til 2/12 – 2020, Herefter turné I hele landet indtil 18/3 – 2021.

Det er meget lang tid siden jeg sidst har besøgt folketeatret. Jeg tror sidste gang var som
barn, og jeg kan ikke huske hvad jeg så. Mine forældre har dog haft mit ældste barn med på
folketeatret de sidste par år og har set bl.a Skatteøen og Peter Pan.

Robin Hood er en klassiker som alle kender – jeg husker filmen med Kevin Costner, som jeg
har set utallige gange hos min mormor og morfar. Min søn på 9, er ikke længe om at informere mig
om, at han da udemærket kender historien “fra tegneserien”. Hvilken tegneserie han præcis
snakker om ved jeg ikke, men han har I hvert fald styr på, at Robin Hood stjæler fra de rige og
giver til de fattige.

Inde I salen står et podie hvor der hænger et stykke lærred foran. Robin Hood → , står der.
Dette stykke lærred kommer til at fungere som en tegneserieagtig kulisse under første akt, for hver
gang der er sceneskift trækkes der I lærredet, og vupti – en ny kulisse er opstået. Det er en sjov idé,
som scenograf Julie Forchhammer har fået og meget langt væk fra vores digitale hverdag. Det er
meget funktionelt– men jeg er egentlig glad for, at der efter pausen er mere dybde på scenen.
Lærredet gør nemlig scenen meget flad, også selvom der af og til spilles bag lærredet.

Forestillingen begynder og det går over stok og sten med historien. Faktisk får denne version
en detalje med, jeg ikke havde været klar over før – nemlig at Robin selv tilhørte overklassen – altså
indtil han begyndte at stille spørgsmålstegn ved fordelingen af rigets goder og selv blev kendt
lovløs og måtte tage ophold I Sherwoodskoven.
Men altså fortællingen går derudaf – det går stærkt.

Takket være den scenografiske
tegneserie bevæger vi os hurtigt fra en scene til den næste. Undervejs synes jeg faktisk, at det på
sine steder går lidt for stærkt og replikkerne kommer af og til lidt snublende ud som en mumlen, dergør det svært for mine voksne ører at høre hvad der foregår. Jeg tænker, at den 9-årige, der sidder
ved siden af mig, måske også har lidt svært ved at opfange det hele.

Ken Ludwigs udgave af Robin Hood er morsom, og i Frede Gulbrandsens instruktion
bevæger vi os nærmest i den slap-stick agtige humor. Det kan være sjovt I små doser, men stilen er den samme hele vejen igennem forestillingen og i starten af 2. akt bliver jeg lidt træt af de meget
ekstravagante og overdrevne kostumer og den overdrevne HAHA – agtige spillestil. Jeg bliver en
anelse fremmedgjort. Til gengæld fornemmer jeg, at min mand, der sidder på den anden side af
vores søn har en fest – så måske havde jeg bare en dårlig dag.

Skuespillerne gør det all-round godt. Særligt vil jeg nævne Emilie Rasmussen, der spiller
lady Marion, og Louis Bodnia Andersen, der har et særligt nærvær på scenen som Lille John.
Undervejs er der også noget særdeles underholdende dukkespil, der måske for mig var
forestillingens højdepunkt. Jeg synes dog at alle skuespillerne har den overdrevne spillestil imod
sig og selvom jeg egentlig er godt underholdt, bliver jeg også fremmedgjort undervejs.

Se den med den ven der elsker Monty Python, eller se den med dine store børn eller
børnebørn. Se den også hvis du vil opleve en anderledes scenografi.

Kan ses af børn over 6 år.