The Cheyenne are Leaving

Why Not Theatre company – gæstespil på Teatret ved Sorte Hest – spiller til 5/12 – 20

Inviteret/reklame.

Siden teaterkataloget dumpede ind i min postkasse sidste år engang i marts, har denne titel siddet fast i hovedet på mig. Mest fordi jeg ikke helt kunne afkode hvad den egentlig handlede om. Da reklamerne begyndte at dukke op i byen blev jeg igen mindet om forestillingen og vidste, at jeg måtte ind og se den.

Vi befinder os i en lejlighed. Da jeg træder ind i teatersalen, er der tykt af røg og bomberne flyver henover hovedet på mig. På scenen står en enkelt lænestol med små stakke af bøger rundomkring. Vinduet er plastret til med avispapir. Lejlighedens indre virker bemærkelsesværdigt rolig og inkongruent med lydbilledet udenfor. Her bor en forfatter, der har afskåret sig selv fra omverdenen. Han føler sig tryg og fri inden for hjemmets 4 vægge og har ikke ønske om at forlade sit hjem. Han kan forestille sig hvad som helst i sit sind, så hvorfor risikere at bevæge sig udenfor i den krigshærgede og usikre by? En dag banker en ung mand på døren – tilsyneladende har de ikke meget tilfælles – men dog alligevel noget, finder vi ud af hen af vejen. På hver sin måde udfordrer de hinandens verdenssyn og ender med sammen at gå imod en ny virkelighed.

På scenen står 2 mænd. Den ene er dygtige Nathan Meister. Hvordan det er lykkes at lokke ham til Danmark forstår jeg ikke, men jeg er ganske lykkelig for at han er her. Den anden er Joe Young, der i sidste sæson kunne opleves i Fix&Foxy´s DarkNoon, som jeg desværre ikke selv nåede at opleve, men som jeg hørte ekstremt godt om. De to mænd´s samspil på scenen er fænomenal. Den ene rolig og tilbagelænet, næsten apatisk, den anden anspændt og traumatiseret. Spændingen mellem dem spreder sig til salen som en uro der sætter sig i kroppen. Det er virkelig godt – det er nøgent TEATER med blokbogstaver. Ingen store effekter, men masse af nærvær og fortættet mening. Kammerspil, når det er allerbedst.

Tanja Mastilo har skrevet smukt og på sine steder morsomt om en tematik, der også er tæt på hende selv – krig og krigens traumer. Som barn i eks-Jugoslavien ved hun nøjagtig hvad det er hun skriver om. Hendes dialog er utvungen og troværdig. Det er skønt at se nyskreven dramatik, særligt når det er så veludført som i denne forestilling. Hjulpet godt på vej af Nina Larissa Basset´s instruktion forløses teksten i hænderne på de to skuespillere.

Jeg må indrømme, at jeg går fra teatret med en klump i maven og stof til eftertanke. For nok foregår denne forestilling under en krig, men forestillingen handler også om noget større og mere generelt – nemlig hvordan vi forholder os til verden og hvordan vi udfordrer os selv. Accepterer vi de omstændigheder vi står i og læner os tilbage i apati uden forsøg på at ændre problematiske forhold, eller tør vi kæmpe og gøre oprør med risiko for ar på sjælen?

Der er meget godt teater for tiden og nu kan du helt roligt føje denne forestilling til must-see forestillinger. Der er endda billetter tilbage at få. Se den hvis du elsker traditionelt teater uden for mange dikkedarer. Se den med hvemsomhelst du kan have en dybdegående samtale med bagefter (for det får du brug for). Eller se den alene og mærk efter hvad forestillingen gør ved dig. Husk kleenex. Skriv gerne en kommentar her, hvis du har set forestillingen og fortæl hvad du syntes om den.

Forestillingen er på let forståeligt engelsk.