Nye Tider

Folketeatret har de senere år haft mange spændende, solide og ikke mindst relativt nye skuespil på programmet. Det seneste var den utroligt interessante og udfordrende Lægen, der i hver fald fik denne anmelder til at sidde på kanten af stolen, mens en formidabel Iben Hjejle, spillede sit livs teaterrolle.

Nu har Folketeatret igen premiere på et nyere skuespil – Grand Horizons af Bess Wohl, eller Nye Tider, som den er kommet til at hedde på dansk i Henrik Lykkegaards oversættelse. Denne gang er det retten til at bestemme over eget liv, der bliver behandlet. Retten til at blive skilt, også selvom man snart er 80 og har voksne børn. Forestillingen har undertitlen hvis vi må for børnene og dette sætter rammen for hele forestillingen.

For hvad sker der egentlig, når et ældre ægtepar hvis vaner er groet fuldstændigt ind i hinanden i en grad, så man nærmest ikke behøver at tale sammen, pludselig vil skilles? Hvad gør det ved de voksne børn? Hvilke skeletter vælter pludseligt ud af skabet?Hvad har man, helt egoistisk, selv i klemme? Men ikke mindst – hvem har egentlig ret til at blande sig? Og hvilke hemmeligheder var hemmeligheder når alt kommer til alt?

Waage Sandø og Ulla Henningsen spiller det ældre ægtepar French og det gør de med et fantastisk afstemt samspil der indkapsler det ældre ægtepars indgroede vaner, men også deres uopfyldte længsler. Sandø´s Bill får noget af en mavepuster, da hustruen Nancy (Henningsen) henover den tavse middag, annoncerer, at hun vil skilles. Hjemmet er nydeligt og velholdt og i to etager, meget troværdigt i scenografien af Camilla Bjørnvad. Umiddelbart drejer Bills reaktion sig mest om den toaster han alligevel aldrig bruger, som han ihærdigt går rundt og krammer en del af første akt. Han får dog alligevel efterhånden pakket sine ting sammen, men ender ikke helt der hvor han ville med flyttebilen – eller gjorde han? Henningsens indædte beslutsomhed er særdeles troværdig, mens hun forsøger at forsvare sit valg overfor de uforstående børn.

Mest imponerende er dog en storspillende Kim Hammelsvang, som den forsigtige og lidt forsømte søn Bob, der kæmper med intimitet; noget forældrene aldrig har vist i hjemmet. Hammelsvang spiller med en udtalt lydhørhed og formår at fremmane en ægthed i Bob, hånd i hånd med en varm humor, der aldrig kammer over og bliver karikeret. Også når en tilfældig fyr trækkes med hjem, er det helt åbenlyst, at det der med intimiteten er lidt svært, til stor frustration for Adam Schmidt på et kort, men stærkt, visit som karakteren Tommy. Personligt nyder jeg at se Hammelsvang ude af musicalsettingen, selvom han virkelig også kan sit kram der.

Også Sonja Oppenhagen er på kort visit som Bills ikke så hemmelige flirt Carla, som han sexter med. Hun får dog hurtigt nok af den intense familien French og gør et stille exit. Den anden søn, Ben, spilles af Kasper Leisner, der med sin hvordan kan vi fikse det her – attitude, også glemmer at spørge forældrene hvad de gerne selv vil. Han skal tilmed selv være far, for hustruen Jess (Marie Sandø Jondal), der gudhjælpemig også er parterapeut og ikke er bleg for at uinviteret at bruge sin faglige viden, er højgravid. Hvad gør ens forældres skilsmisse ved synet på ens egen rolle som far?

Men det der er i centrum i denne fortælling, er en evne man hurtigt som mangeårigt par, kan komme til at forsømme. Nemlig evnen til rigtigt at se hinanden og forstå hinanden i egen ret. At få kommunikeret om ønsker for nutid og fremtid. Og nogle gange er det, der er brug for, egentlig bare et godt skænderi. Måske er det også tilfældet her. Kasper Wilton sætter med Nye Tider et flot punktum for sin tid på Folketeatret. Forestillingen er virkelig morsom, men også gravalvorlig og sikkert også genkendelig for mange. Holdet på scenen spiller med en veloplagt charme, men spiller også så nuanceret, at det er interessant at følge med til sidste minut. Endnu et flot skuespil på Folketeatret.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Gudmund Thai

Inviteret