Hopla.Bravo.Skifter – Kun Det Bedste er Godt Nok

En forestilling skal selvfølgelig gerne kunne stå i egen ret, men jeg kan ikke lade være med at have store forventninger til Hopla.Bravo.Skifter – Kun Det Bedste er Godt Nok, der spiller på Riddersalen. Jeg var nemlig ret vild med Jolly Weltschmerz, der spillede for et par år siden, lavet af næsten samme hold. Forestillingen bliver dermed også den svære toer.

Vi er stadig i kabaretens verden og musikaliteten er igen i højsædet. Jens Gotthelf, Karin Bang Heinemeir, Mette K. Madsen, Michael Slebsager og musiker Thomas Dinesen, er bragende dygtige individuelt. De skifter hver især uproblematisk imellem skuespil, sang og instrumental legen rundt, i de små to timer, inklusive pause, forestillingen varer.

Forestillingen behandler moderne mennesker, som den postulerer, at kun det bedste er godt nok for. De deraf afledte umenneskeligt høje krav, afføder dog visse dissonanser, der behandles i skriftestolen, der livestreames fra foyeren undervejs. Er man en fiasko, hvis man ikke opnår det bedste? Kabareten består af en parade af højmusikalske numre, som for de flestes vedkommende, er skrevet af castet selv, men der er også fortolkninger af f.eks Eurythmics, og ikke mindst Carl Orffs O Fortuna spiller en central rolle.

For netop fortuna – lykken – flettes ind helt fra starten, med dette højdramatiske stykke musik dog her i en mere poppet udgave. Lykken afrunder også forestillingen i det allersidste nummer: Fremtidens Mennesker, der lige griber os efter en tour de force rundt i mørket. For you kan fandeme do it, hvis bare du vil det nok, som Michael Slebsager igen og igen postulerer. Han er ny i denne sammenhæng og bidrager med sin lille statur og en indædt determinisme.

Scenografisk, er der noget 70´er agtigt over de bløde former, der indrammer scenen og den næsten uhyggelige blomster/insektlignende genstand der hejses ned fra loftet. Catia Hauberg Engels scenografi og kostumer, får mig til at tænke på tysk teater i den Brechtske tradition. Drejescenen bruges aktivt og intelligent til at skabe dynamik på scenen.

Det er dog alligevel som om kabareten ikke rammer helt samme nerve, som vi så i Jolly Weltschmerz. Måske er det fordi verden er blevet en anden på de få år der er gået. Måske har de fleste af os fået andet at tænke på end vores (u)perfekte liv. Eller måske handler det simpethen bare om, at jeg selv har flyttet mig i tiden der er gået. Det bliver en anelse for selvoptaget og tungt i længden og jeg savner humor, varme, stramhed og præcision. Der kan ikke herske tvivl om en formidabel musikalitet, men jeg bliver alligevel kun moderat begejstret. Der er dog ingen tvivl om, at forestillingen er et besøg værd, særligt hvis man gerne vil se dygtige mennesker gøre det, de er bedst til. Med i købet får man bare også et tungsind, der nok forsøges løftet til sidst, men det er ikke helt nok til at sende os ud af døren i bedre humør end vi kom i.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸:  Dennis Westerberg

Inviteret