Bevægelsen

Jeg skal gerne indrømme, at jeg elsker en god dystopi. Derfor var forventningerne store til det Kongelige Teaters premiere på dramatiker Dennis Kellys: Bevægelsen. En fortælling om hvordan den berømte sommerfugls vingeslag kan skabe en kæmpe orkan, hvordan sorg kan blive til vrede og ekstremisme og hvordan sådan en ekstremisme med tiden kan forandre et samfund, ja en hel verden. På papiret ser det stærkt ud. Det er en dramatisk fortælling og holdet af skuespillere er stærkt. Og så er det instruktøren fra sidste sæsons succesforestilling, Arven, der står i spidsen for det hele, nemlig Thomas Bendixen.

David Gehrts scenografi er ultraskrabet og klinisk. Der står en papkasse på gulvet, resten er hvidt i hvidt. Bevægelsen, står der på scenografiens bagtæppe, der er en LED skærm, der forestillingen igennem understøtter fortællingen med foranderlige og abstrakte projektioner. Pludselig begynder papkassen at græde. Babygråd. Og snart indfinder en mand sig på scenen – Mikkel Arndt. Alt er ok, alt er ok, gentager han igen og igen for den lille babypige der befinder sig i papkassen og måske også lidt for sig selv. For moderen til den lille pige, er død i barselsseng.

Faderens sorg starter snart en lavine, der skal komme til at forandre hele verden. Det er nemlig den teknologi der blev brugt til kunstig befrugtning, der er skyld i moderens død. Og på den måde sættes skub i et regressionssamfund, hvor al teknologi bliver afviklet, især med, men også uden, vold. Snart er er sproget reduceret til enstavelsesord. Men nysgerrigheden er en menneskelig egenskab der ikke er sådan at stoppe, og lige når alt er afviklet, begynder det måske forfra?

Det skorter ikke på Orwellske referencer fra Dennis Kellys side, lige fra reduktionen af sproget, til når de to tvillinger – den oprindelige faders børnebørn, deklarerer i slogans, at uvidenhed er godt og teknologi er fjenden. Holdet på scenen er virkeligt stærkt spillende, lige fra Maria Rossings indædte Gry, der huser et raseri og en vrede, over Alvin Olid Bursøes forpinte og indespærrede teenagedreng, til Jonathan Bergholdt Jørgensens besidderiske og misogyne teenagedreng, til Cecilie BogøBachs vidunderlige Sol, der næsten ikke er til at forstå fordi hun taler i enstavelsesform, og til sidst selvfølgelig Mikkel Arndt, der står allerstærkest i den indledende monolog. Skuespillerne er virkeligt velspillende.

Dennis Kellys narrative form hæmmer desværre forestillingen en hel del. Alle skuespillerne agerer fortællere og det betyder, at det meste af handlingen er fortalt fremfor spillet. Det er svært rigtigt at danne forbindelse med det der foregår på scenen, når vi aldrig får lov at møde karakterene i dybden. Bevares, vi bevæger os også gennem 80 års historie, så måske er det svært at undgå fortælleformen, men hvor forestillingen har stort potentiale, forløses det desværre ikke. Intensiteten findes primært inden pausen, hvorefter anden halvdel mere er en fabuleren over hvordan verden ser ud efter Bevægelsen er skyllet ødelæggende henover verden.

Selvom det er interessant at lade tankerne få frit løb omkring ekstremistiske miljøer og konsekvenser heraf, så bliver Bevægelsen en meget stillestående og på underligt vis meget lidt engagerende forestillling. Vi haster igennem historierne, der fortælles mere end de spilles og dermed får skuespillerne ikke lov til at gøre det de er bedst til. Et spændende tankeeksperiment. Men knapt så godt teater.

⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Emilia Therese