Hvad er det for fem titlen på denne danseforestilling, der er et samarbejde mellem Recoil Performance Group og Lithauske Seiko Dance Company, hentyder til? Det er de taktslag, som forestillingen er en udforskning af. Musikken, der er komponeret af Mathias Friis-Hansen, går i 5/4; noget der både udfordrer os som publikum men i særdeleshed også danserne på scenen. Koreograf Tina Tarpgaard lader forestillingen komme langsomt igang imens vi går ind i rummet. Danserne står allerede på scenen og bevæger sig ganske stille på hver deres tildelte kvadratmeter. Belysningen er dunkel og efterhånden bliver bevægelsen på scenen mere og mere uniform, som de faste taktslag i en metronom. Der er noget dyrisk over den fremmedartede musik, der får os til at spidse ører...

Der er gået et par uger siden jeg så 1. halvdel af Matthew Lopez´ moppedreng af en forestilling og jeg har set en del andre forestillinger af svingende kvalitet i mellemtiden. Forestillingen føles alligevel frisk i hukommelsen og da jeg falder i tilfældig snak med min sidemand, der har set 1. halvdel bare et par dage før, kan jeg mærke, at indtrykket 1. halvdel har efterladt i mig, på ingen måde har fortaget sig. “Arven” er også en forestilling jeg har drøftet med en stor del af min omgangskreds og selvom vores udgangspunkt er forskellige, er der bred enighed; forestillingen er fremragende, en triumf for Det Kongelige Teater og ikke mindst for skuespilchef Morten Kirkskov, der vel sjældent har ramt...

Amatørteaterforeningen Musicalteatret, har igennem en årrække sat selvskrevne og selvproducerede musicals op. Ifølge dem selv er de “…hovedstadsregionens største og bedst sælgende teaterforening for voksne.” Jeg har ikke set en af deres forestillinger tidligere, selvom jeg har set en optagelse af sidste års forestilling “DIVA”, for at få en fornemmelse af hvad jeg gik ind til. Ikke nogen tvivl om at der er nerve og sjæleblod i foretagendet. Det her er mennesker der brænder for teater på en måde, der nogle gange bliver tæmmet på teaterskolerne. Da jeg ankommer er køen allerede lang og stemningen er god. Musicalteatret lejer sig ind på Folketeatrets turnéscene, der er en stor og flot scene, der giver luft under vingerne og plads til store...

Der spilles stemningfuld jazz i teatersalen på Riddersalen, der er omdannet til noget der ligner en gammeldags natklub, med små caféborde og stemningsfuld belysning. Vi finder vej til vores pladser med en gedigen drink i hånden. I Riddersalens bar mixer de selv deres drinks, til forskel fra det færdigblandede sprøjt man af og til får på andre teatre rundt om i byen. Særligt vil jeg anbefale deres husdrink: “Den Grønne Ridder” med champagne og absinth, der udgør en udemærket start på aftenen. Ind fra siden entrerer sort- og hvidklædte, stiliserede mennesker. De synger “Jolly Weltschmerz” til os på melodien fra “Happy Birthday” og giver et godt forskud på stilen i denne forestilling, hvor begrebet holdes ud i strakt arm, så vi kan betragte det fra...

  Det var med en vis portion spænding jeg satte mig på min plads til landspremieren på Cirkus Arenas forestilling 2023: “Cirkus Ifølge Julie og Bubber”. Jeg sad nemlig også på plads til sidste års landspremiere og fandt den lidt gumpetung og undervældende. Men jeg kan nu godt lide cirkus, lide at mærke gyset, når mennersker, der har øvet sig vanvittigt meget, udfører halsbrækkende stunts, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Det gys manglede jeg sidste år. Men denne anmeldelse handler jo ikke om sidste år og i år melder jeg klart ud fra start: gyset er tilbage. Det er stadig Bubber og Julie der står ved roret som sprechstallmeistere, men tempoet i de...