Det er med ikke så lidt forventning, at premierepublikummet indfinder sig på Østre Gasværk Teater til verdenspremieren på teaterudgaven af “Another Brick in The Wall – part 5.“ Pink Floyds ikoniske album, fortsætter med at begejstre publikum verden over og mange har, igennem tiden, relateret umiddelbart til det syrede og trippede univers, som musikken er eksponent for. Og netop dette syrede og meget personlige univers trækkes ind i en forestilling, der spiller på alle tangenter hvad angår teknik, akrobatik, musik og sang. Vi befinder os helt nede på bunden. Der, hvor man ikke kan komme længere ned, hverken socialt, fysisk eller psykisk. Vi befinder os der også scenografisk, hvor man, i Kim Witzels scenografi, der er en slags forlængelse af...

Det er et velsmurt maskineri de kører på Wallmanns i Cirkusbygningen, der vel nok giver det mest oprigtige bud på “dinner and a show” i sin ægte forstand. Konceptet er, i al sin enkelthed: kom og spis en velsmagende middag og lad dig underholde af dygtige artister undervejs. I år hedder showet Cake og buldrer derudaf fra første øjeblik, med værtinde Megan Moore i spidsen. Showet er opdelt i afdelinger og består af medleyer, dansenumre og artisteri. På den måde er der tid til at spise og konversere undervejs, selvom der ikke er tvivl om, at underholdningen er i højsædet. Det er som sagt en meget velsmurt maskine, hvor de allestedsnærværende tjenere både venligt og imødekommende, men også effektivt, får...

Hvem har ikke nydt Dirch Passer i grøn kjole og høj paryk og ikke mindst nydt de utroligt mange forviklinger i den elskede folkekomedie Charles Tante? Jeg har i hvert fald set filmen mere end 1 gang. Den hører til blandt de mere muntre og mens Dirch Passer var flankeret af Ove Sprogø og Ebbe Langberg, så byder Fredericia Musicalteater op til Star Wars samba med en sprudlende Lars Mølsted, som den altoverskyggende Ditlev/Charles Tante/Donna Lucia D´alva Dorez. Forviklingerne er mange og indebærer blandt andet ungdommelig forelskelse, ritmetsre der er ved at gå konkurs, tanter der spiser svineører i Brazilien, en ronkedor af en onkel, et langt kys i et tog og to yndige piger, der måske/måske ikke vil giftes....

På Mungo Park har de en del af deres tidligere forestillinger på repertoiret. Således også Den Allersidste Dans, fra 2007, der allerede har haft et langt liv, både i Allerød og på turné. Det har karaktererne i forestillingen også. Vi befinder os på et plejehjem, et sted, hvor tiden nærmest står stille og alting klares i et møjsommeligt tempo. Her er beboerne en del af et fællesskab, et fællesskab med døden som fællesnævner, for alder og sygdomme får udskiftningen til at være konstant. I en collagefortælling, instrueret og skrevet af Petrea Søe, møder vi beboerne. De har hver deres historier og særkende og ledsaget af musik fra deres ungdom, får vi små bidder af det menneske, de var engang. Forestillingen...

Der er en god grund til, at de gamle klassiske operetter, ikke rigtig bliver opsat længere. De er håbløst umoderne, med tematikker der skurrer i nutidens ører og så er de en bizar blanding af opera og teater, der måske var nyskabende i sin samtid, men langtfra i vores nutid. Alligevel sætter operettekompagniet Polyhymnia, der dog åbenbart har haft en eller anden form for forviklinger, således, at det nu er Other World Productions, der står bag forestillingen, Gilbert and Sullivans Den Gode Fregat Pinafore op. På scenen står et hold af professionelle eller semiprofessionelle klassiske sangere, med Kim Lundsgaard som iscenesætter. Musikalsk akkompagneres holdet af pianist Ida Andersson. Man kan ikke påstå, at det er skuespillertalent, der tynger holdet. Særligt...