Den Gode Fregat Pinafore

Der er en god grund til, at de gamle klassiske operetter, ikke rigtig bliver opsat længere. De er håbløst umoderne, med tematikker der skurrer i nutidens ører og så er de en bizar blanding af opera og teater, der måske var nyskabende i sin samtid, men langtfra i vores nutid.

Alligevel sætter operettekompagniet Polyhymnia, der dog åbenbart har haft en eller anden form for forviklinger, således, at det nu er Other World Productions, der står bag forestillingen, Gilbert and Sullivans Den Gode Fregat Pinafore op. På scenen står et hold af professionelle eller semiprofessionelle klassiske sangere, med Kim Lundsgaard som iscenesætter. Musikalsk akkompagneres holdet af pianist Ida Andersson.

Man kan ikke påstå, at det er skuespillertalent, der tynger holdet. Særligt ikke i hovedrollerne. Det nærmer sig dilletantisk niveau med flagrende arme og påtaget mimik og replikarbejdet lader en del tilbage at ønske. Til gengæld spottes et par gode præstationer i ensemblet.

Men her er gode stemmer. Særligt stråler Anna Bæk Christensen i rollen som kaptajnsdatter Josephine Corcoran, med en præcis og fyldig sopran, men ledsages af Andreas Ditlev Ollikainen, det kæmper lidt mere med at få klangen til at fylde på samme niveau og har svært ved at få ordene til at glide tydeligt ud af munden.

Hvorfor Admiral Sir J. Porter skal ligne Alex Vanopslagh giver meget lidt mening, men det gør historien helt overordnet ikke, så hvorfor ikke? Kaptajn Corcoran, der på mystisk vis er forbyttet med sin datters elskede svabergast ved fødsel, spilles af Anders Neldenborg, der har en dejlig bariton, men håbløs repliklevering. Krejlerkonen Forglemmigej, der kender alle hemmelighederne, spilles af Sofia Schmidt og nok synger hun godt, men ja – samme problem som alle de andre – replikkerne halter gevaldigt.

I ensemblet fornemmer man flere gode stemmer. Jeg kan desværre ikke nævne dem ved navn, for informationen om forestillingen er meget sparsom. Men her hører jeg særligt nogle gode basser. På kvindesiden virker det til, at de stærkeste stemmer findes i hovedrollerne og ikke i ensemblet, hvor herrerne er lidt mere velsyngende allround.

Alt i alt er det tydeligt, at man har gået mere op i musikken end i skuespillet i denne opsætning og det er måske ikke helt dårligt at holde sig til koncertudgaver af disse klassiske operetter, særligt hvis man nu står med et hold af dygtige sangere, der samtidig er elendige skuespillere.

⭐⭐

Forestillingen spiller ikke mere

📸: Polyhymnias hjemmeside

Inviteret