Kong Lear

Det er paradoksalt og alligevel sagen i en nøddeskal, at jeg, mens jeg skriver denne anmeldelse, spekulerer over hvordan jeg kan skrive den uden at gøre mine forældre kede af det. På Husets Teater har Liv Helm skåret helt ind til benet af Shakespeares Kong Lear og har reduceret historien til den centrale konflikt om forholdet mellem voksen datter og aldrende far. Det er blevet en fortælling om forstillelse og maskering, selv overfor dem vi er allertættest på.

Det er kun skelettet af Shakespeares oprindelige historie der står tilbage i teaterchef Liv Helms iscenesættelse, der er skabt i tæt samarbejde med de to medvirkende, Dejan Cukic og Nanna Cecilie Bang, der også har skrevet egne tekster til forestillingen. Som et helt centralt greb, lader Liv Helm Kong Lears datter være på scenen hele forestillingen, istedet for at være en flygtig bikarakter, som i det oprindelige værk.

Der stilles knivskarpt på den komplicerede relation mellem forælder og barn. Og mellem far og datter. Det er en veritabel rodbehandling af et forhold, der for mange er alt andet end problemfri. Christian Friedländers scenografi sætter ret præcist billede på det der foregår. En kvadratisk arena, skærmet af store og solide betonklodser, som i en bokse- eller bryde arena, fyldt med tyngende små sten. På en gang billede på opbyggelse og ndbrydning. Cukic og Bang er endda klædt i brydedragter og vælter sig flere gange rundt i stenene i korporlige kampe.

Liv Helm bygger metalag på metalag. Bang inviterer, som datteren, sin far indenfor for at fortælle ham nogle sandheder om deres relation, ved at bruge Kong Lear som hjælpemiddel. Og det er lettere i en teatersal, hvor publikum (måske?) udgør en beskyttende faktor. De to skuespillere bevæger sig ud og ind af relationerne i et vedvarende, bølgende spil. Hvad gør man, når man løber tør for roller at spille, når man finder, at man bliver nødt til at vise sit sande jeg?

Cordelia/Bang/Narren/datteren gør hvad hun kan for en far der, melodramatisk, vælter sig rundt i manegen og kræver opmærksomhed, mens hun i storm og regn sørger for ly og mad og sjælero. Kong Lear/faderen/Dejan siger det selv, i en rørende monolog, skrevet af Bang: Jeg var kviksand/et hav/Man kunne drukne og forsvinde i.

Forholdet bliver betændt og altopslugende og selvom Cordelia tidligere har rummet mørket, skifter denne rummelighed karakter: Og en dag stoppede du med at grine af mit mørke/som om, at alt det mørke du havde elsket, var nu et mørke du ikke/ville se i dig selv/som om du forstod/Men ville stoppe med at forstå

Og hvad med tilgivelsen? Er den nødvendig – bydende? Kan den gøre Cordelia fri? Måske? Den kærlighed der findes mellem far og datter er ikke kun smuk og livgivende, men også helt forfærdelig, som Bang medgiver i allersidste scenen.

Kong Lear på Husets Teater, er meget langt væk fra originalværket, men byder på en grundig behandling af forhold mellem far og datter, uden forbehold og masker, uden formildende omstændighed og denne anmelder går fra teatret med en knude i maven, med huden flået af og på en og samme tid en lyst til at knuselske sin egen far og tage et opgør. Måske er løsningen at invitere ham med ind at se forestillingen? Kong Lear på Husets Teater er for den teatergænger der tør dykke ind i sin egen psyke og opleve den katharsis der følger med at gå derhen, hvor det gør ondt.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Christian Friedländer