Jeg skal gerne indrømme, at jeg elsker en god dystopi. Derfor var forventningerne store til det Kongelige Teaters premiere på dramatiker Dennis Kellys: Bevægelsen. En fortælling om hvordan den berømte sommerfugls vingeslag kan skabe en kæmpe orkan, hvordan sorg kan blive til vrede og ekstremisme og hvordan sådan en ekstremisme med tiden kan forandre et samfund, ja en hel verden. På papiret ser det stærkt ud. Det er en dramatisk fortælling og holdet af skuespillere er stærkt. Og så er det instruktøren fra sidste sæsons succesforestilling, Arven, der står i spidsen for det hele, nemlig Thomas Bendixen. David Gehrts scenografi er ultraskrabet og klinisk. Der står en papkasse på gulvet, resten er hvidt i hvidt. Bevægelsen, står der på scenografiens...

Der er nogle forestillinger, der opleves bedst med hjernen. Og så er der nogle forestillinger, der opleves primært med kroppen og med sanserne, hvor føromtalte hjerne, har bedst af at blive slået fra. Sådan en forestilling er Under Dybet, der spiller lige nu på Operaen. Det er svært at forklare med ord, hvad man oplever med sin krop, men jeg skal alligevel gøre et forsøg. Et hold af kreative mennesker har sluppet deres energi løs, i et forsøg på at indfange ritualets mystik. Ja, faktisk skaber de et fælles ritual for alle os, der befinder sig i den store operasal, både de medvirkende og publikum. Man skulle ikke tro, at det kunne lykkes at skabe intimitet og nærvær på sådan...

Folketeatret har de senere år haft mange spændende, solide og ikke mindst relativt nye skuespil på programmet. Det seneste var den utroligt interessante og udfordrende Lægen, der i hver fald fik denne anmelder til at sidde på kanten af stolen, mens en formidabel Iben Hjejle, spillede sit livs teaterrolle. Nu har Folketeatret igen premiere på et nyere skuespil – Grand Horizons af Bess Wohl, eller Nye Tider, som den er kommet til at hedde på dansk i Henrik Lykkegaards oversættelse. Denne gang er det retten til at bestemme over eget liv, der bliver behandlet. Retten til at blive skilt, også selvom man snart er 80 og har voksne børn. Forestillingen har undertitlen hvis vi må for børnene og dette sætter...

En forestilling skal selvfølgelig gerne kunne stå i egen ret, men jeg kan ikke lade være med at have store forventninger til Hopla.Bravo.Skifter – Kun Det Bedste er Godt Nok, der spiller på Riddersalen. Jeg var nemlig ret vild med Jolly Weltschmerz, der spillede for et par år siden, lavet af næsten samme hold. Forestillingen bliver dermed også den svære toer. Vi er stadig i kabaretens verden og musikaliteten er igen i højsædet. Jens Gotthelf, Karin Bang Heinemeir, Mette K. Madsen, Michael Slebsager og musiker Thomas Dinesen, er bragende dygtige individuelt. De skifter hver især uproblematisk imellem skuespil, sang og instrumental legen rundt, i de små to timer, inklusive pause, forestillingen varer. Forestillingen behandler moderne mennesker, som den postulerer, at...

At tage hul på de uforståelige voksnes problemer, på en scene, foran en flok børn og endda at behandle alkoholmisbrug fra et barneperspektiv, kan nok virke som lidt af en mundfuld. Men Meridiano Teatret med Giacomo Ravicchio i spidsen, har alligevel kastet sig ud i det og endda med stor dygtighed. Det er indersiden af et gammelt, patineret cirkustelt, der møder os på scenen. Diskret cirkusmusik spiller i baggrunden. En sjov figur med lange klovnesko, bukser, der er alt for store og en lidt ludende holdning, går og fejer gulvet. Det er drengen Lukas, med cirkushunden Buster. Vi møder også hans far og det på en måde, så vi ikke er i tvivl om hvad det drejer sig om. Han...