“Josephine Baker, er så skidelækker, når hun står og vrikker på et lokumsbræt.” Jeg må med skam indrømme, at sådan begynder den børnesang, der er min eneste kilde til oplysning om Josephine Baker. Det, og så et billede af en halvnøgen kvinde, med et skørt af bananer spændt om livet. At hun også var en væsentlig del af den franske modstandsbevægelse, en kvindeforkæmper, en forkæmper for sortes rettigheder og en formidabel jazzsangerinde, er alle ting der overrasker mig, i den time og et kvarter, som Teatergrad og Det Flydende Teater bruger på at fortælle en helt anden historie om Josephine Baker, i sommerforestillingen: “Oh, Josephine”. Under en truende grå, men stadig tør, åben himmel på Sophienholm slot, byder Teatergrad udenfor....

Det kan forekomme som et umuligt projekt at skrive en musical om en siddende regent. Jeg skal gerne indrømme, at jeg var skeptisk fra start. Forbeholdene var mange – kunne d´herrer Høg, Aagaard og Svanekier, finde ud af at være kritiske? Hvordan ville de vælge i den kæmpe mængde materiale, der er tilgængelig?. Og hvad sker der egentlig når Dronning Margrethe pludselig bryder ud i sang? Det er en stort anlagt premiere jeg indfinder mig til på Det Kongelige Teaters gamle scene, sammen med min kongehuskyndige svigerfar. Og hvilket bedre sted til en sådan musical, end det hus, som Dronningen selv holder af at komme i. Hun var dog ikke at finde i logen i aften, der stod tom hen,...

Forventningen er til at tage at føle på hos min 7-årige, der næsten ikke har kunnet sove natten inden vi kan sætte os til rette i sæderne til årets Cirkus Summarumforestilling. Det er højt solskin og pladsen foran telte byder i vanlig stil på hoppeborg og merchandisetelt, kaffe til forældre og masser af kanelgifler og popcorn. “Det er sjovest når alle er med”, er Cirkus Summarums motto og det afspejles på pladsen, hvor der blandt andet er opstillet en gynge, der også kan rumme en kørestol. Det er Silja der er Cirkusdirektør i år, i lækkert grønt silkejakkesæt og med Onkel Kajs (den gamle cirkusdirektørs) gamle hat. Der er styr på det hele – tror hun. Men lige inden det...

Vi er mødt op på Forsøgsstationen. Her skal vi ledsage Hans på det, der måske er hans sidste udflugt. En gåtur med hans ledsager fra plejehjemmet, der til forveksling også hedder Hans. De ligner hinanden. Sammen skal vi kigge på det Vesterbro, som Hans husker fra sin ungdom, og høre historien om hans liv. Hans er i virkeligheden en dukke, kreeret af dukkemager Rolf Søborg Hansen, placeret i en kørestol, skubbet af Øyvind Kirchhoff, der spiller den anden Hans – altså ham fra plejehjemmet. Det er det Olske Orkester der står for vandreforestillingen, der er den sidste i trilogien, der startede med “Det førerløse menneske”, fortsatte med: “Det kontaktløse forhold” og nu slutter med: “Den sidste udflugt”. På kørestolen er...

Det porøse starter allerede da vi får det lille ark papir, der udgør programmet, i hånden. Papiret er pellucidt og skrøbeligt, ligesom den forestilling vil skal overvære. Jeg og en flok andre, har sat snuden mod Østre Kapel og Sydhavn Teater, der med: “Det Porøse Menneske”, sætter fokus på vores (fraværende) sameksistens med naturen. Der er noget apokalyptisk over scenerummet, som i denne forestilling er udvidet til også at inddrage foyeren. Vi gennes rundt imellem de forskellige rum i Østre Kapel, af de to skuespillere, der folder deres historie ud for os. Alex (Siff Vintersol) har meldt sig ud af samfundet. Hun lever i fredelig sameksistens med sine planter, har endda skrevet speciale i biologi om plantekommunikation. Det er svært...