Det Porøse Menneske

Det porøse starter allerede da vi får det lille ark papir, der udgør programmet, i hånden. Papiret er pellucidt og skrøbeligt, ligesom den forestilling vil skal overvære. Jeg og en flok andre, har sat snuden mod Østre Kapel og Sydhavn Teater, der med: “Det Porøse Menneske”, sætter fokus på vores (fraværende) sameksistens med naturen.

Der er noget apokalyptisk over scenerummet, som i denne forestilling er udvidet til også at inddrage foyeren. Vi gennes rundt imellem de forskellige rum i Østre Kapel, af de to skuespillere, der folder deres historie ud for os. Alex (Siff Vintersol) har meldt sig ud af samfundet. Hun lever i fredelig sameksistens med sine planter, har endda skrevet speciale i biologi om plantekommunikation. Det er svært for Alex at passe ind i den moderne verden. Godtnok prøver hun, men når evnerne mest rækker til at lytte til planters klikkelyde og hun i øvrigt er uden relevant erhvervserfaring, er det svært at få arbejde, selv i det mindste callcenter. En dag rykker Fabia (Maria Rich) ind med en lille firkant med blå genstande. Hun skaber sin egen plads hos Alex. Fabia er Alex´s modsætning, med i karriereræset, engageret i verden og blind for naturen, som så mange af os nu er. De lever i to tempi, men opbygger alligevel et liv sammen og får tilmed et barn. Men Alex ældes ikke – måske på grund af den svamp, som hun har opnået en symbiotisk tilstand med?

Over vores hoveder i Østre Kapel, hvor vi er bænket langs væggene på spagnumsække, har scenograf Marie Rosendahl Chemnitz, udspændt lange tråde, ind og ud mellem hinanden, som svampesporer, der er forbundne i et vidt forgrenet netværk. Siff Vintersol virker i sin karakter Alex, til at være helt afskåret fra den verden, som almindelige mennesker kender. Hendes netværk strækker til til planterne, men trænger den udefrakommende verden sig på, skaber det forstyrrelser i den ellers rolige hverdag. Vintersol oppebærer en anstrengt, indesluttet energi, der sendes ud i rummet som små, voldsomme, udbrud, der gang på gang overrasker. Vintersol er i det hele taget et særdeles interessant bekendtskab, som det godt kan betale sig at holde øje med. Hun er fuld af små detaljer og spiller med en udtalt troskab mod sin karakter. Som vægtigt modspil til hende, giver Maria Rich en tyngde og erfaring med sin mere verdensbundne Fabia, der på en eller anden måde forstår og accepterer Alex for præcis den som hun er. Fabia vil bare gerne være den bedste til noget. Alex vil bare gerne være sammen med sine planter.

Charlotte Petersens animationer om natur og kredsløb er næsten meditative og spiller i så lang tid, at man kan nå at læne sig ordentligt ind i dem, inden de er væk igen. Undervejs har instruktør Vivian Nielsen netop givet plads og rum til eftertænksomheden. Hun har sat tempoet ned og har ikke hast med at fortælle sin historie.

Forestillingen stiller et særdeles interessant spørgsmål – hvorfor har vi så travlt? Hvorfor er vi så forhippede på at mestre vores omverden og hvad gør det ved os? “Skoven ved, at den ikke er stærkere end sit svageste træ”, som Alex siger. Er mennesket klodens svageste træ lige nu? Vi kunne nok godt tåle at gå lidt mere i symbiose med naturen. Måske ville vi få det bedre. Her gives et bud på en allerstedsnærværende problematik – hvordan nærmer vi os naturen igen og hvilken effekt har det på mennesker? Der er ingen klare svar, men da vi til sidst ligger på madrasser og stirrer op i de mange forbundne snore, kommer man hurtigt til at føle sig som en del af det store kredsløb. Men pludselig brydes meditationen og porten ud til den frodige Vestre Kirkegård åbnes, hvor alle de der var, er gået i symbiose med jorden og giver liv til alt det grønne, der møder vores missende øjne. Smukt og tankevækkende.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Zuhal Kocan

Inviteret