Hvad får man hvis man tager en Opera Seria og en Commedia dell´Arte forestilling og blander dem sammen? Og så lige garnerer med et metalag der handler om kunst i samfundet, selvhøjtidelighed og kommercielle interesser mod ren kunstnerisk frihed? Hvis man spørger komponisten Richard Strauss og librettist Hugo von Hofmannstahl, så får man operaen Ariadne på Naxos i hvilken operaen Ariadne på Naxos spilles. Forvirret? Det kan jeg godt forstå, men der er en mening med galskaben. Det er dog absolut en opera der taler mere til det publikum, der bliver glad for en intellektuel udfordring. For metalagene tårner sig op og tilmed skal man have noget forhåndsviden om antik historie og hvis man også ved lidt om Moliere og...

Ja, titlen er jo i virkeligheden et godt spørgsmål, som selv mange voksne ikke evner at svare på. Tydelig grænsesætning og respektering af hinandens grænser, er noget som alle stifter bekendtskab med i løbet af livet. Alligevel har mange svært ved at finde ud af det. Enten har man ingen grænser, eller måske ligefrem for mange af dem? Eller måske ved man slet ikke hvor de går og kommer konstant til at vade ind over andre menneskers grænser? Tematikken lander altså på et tørt sted, når Teater Hund og co sammen med Teaterkollektivet Familien inviterer indenfor til teater om grænsesætning, tilegnet børn mellem 5 og 12 år og deres voksne. Sammen med publikum udforsker holdet hvordan man egentlig bedst sætter...

Urinetown – The Musical har længe stået på min bucketliste over forestillinger der bare skal opleves. Det er da også med høje forventninger, at jeg indfinder mig til premieren på Gasværket til forestillingen, der har mere end 20 år på bagen. Det kan man dog ikke mærke for grundmaterialet er virkelig solidt, hvilket kommer den danske opsætning til stor gavn. Handlingen er egentlig dystopisk, for den foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor vand virkelig er en mangelvare og folk derfor er henvist til offentlige toiletter, hos hvilke der skal betales en afgift for at lade vandet. Og det må ikke lades andre steder – gør man det, bliver man sendt til Urinetown, hvilket hurtigt viser sig ikke at...

Giant Steps er et ballekoncept som Den Kongelige Ballet har kørt med i nogle år og som består af en aften med tre mindre værker. Temaet kan være nulevende koreografer, store mestre, eller andet. I denne omgang præsenterer balletten to værker koreograferet af gamle mestre, mens ét er helt nykoreograferet. Aftenen starter med Balanchines Serenade med musik af Tjajkovskij. Kun strygerne indfinder sig på pladserne i orkestergraven og de spiller Tjajkovskijs smukke musik med violinernes konstante underlæggende bevægelse. På scenen bevæger danserne sig yndefuldt rundt, klædt i lyseblå tylkjoler. Smukt udgør de forskellige formationer, indtil de pludselig falder om og håret løsnes. På tværs af scenen ledes Sebastian Pico Haynes af en af de blåkædte ballerinaer. En hånd for øjnene...

Alexander Bryld Obaze forvetningsafstemmer som det første i forestillingen: En guide til en lidt lysere fremtid, på Nørrebro Teater. Det står klart fra start, at han og holdet på scenen ikke kan løse verdensproblemerne på 2 timer. “Det her kommer ikke til at ændre på noget. Og når vi går ud herfra, så vil du nok stadig være lidt usikker på om du har nogen fremtid.” Godt så, tænker man. Hvorfor skal vi så overhovedet se forestillingen, tænker man. Det er der alligevel flere gode grunde til. Forestillingens præmis er selvfølgelig, at man synes fremtidsudsigterne er dystre. Det synes vi måske allesammen i en eller anden grad. Det er vel næppe gået nogens næse forbi, at krigen truer, klimaet går...