Hvor Går Grænsen….Hen?

Ja, titlen er jo i virkeligheden et godt spørgsmål, som selv mange voksne ikke evner at svare på. Tydelig grænsesætning og respektering af hinandens grænser, er noget som alle stifter bekendtskab med i løbet af livet. Alligevel har mange svært ved at finde ud af det. Enten har man ingen grænser, eller måske ligefrem for mange af dem? Eller måske ved man slet ikke hvor de går og kommer konstant til at vade ind over andre menneskers grænser?

Tematikken lander altså på et tørt sted, når Teater Hund og co sammen med Teaterkollektivet Familien inviterer indenfor til teater om grænsesætning, tilegnet børn mellem 5 og 12 år og deres voksne. Sammen med publikum udforsker holdet hvordan man egentlig bedst sætter grænser og ikke mindst hvordan man finder ud af at navigere i en hverdag, hvor alle har deres egne.

Vi møder således den totalt grænseløse familie, der siger ja til alt, har en bødekasse for hver gang man siger nej og en kæmpe pytknap, der bliver trykket flittigt på. Under overfladen koger et temperament dog og det er svært at navigere i en verden, hvor vingerne risikerer at blive klippet af ens yndlingslegetøj, hvis man ikke formår at sige tydeligt nej. Som en modsætning er drengen, der ingen problemer har med at sige nej, men måske til gengæld har problemer med at sige ja og uværgerligt kommer til at holde andre udenfor, og til slut den grænseløse og lidt utilpassede, der konstant vader andre over tæerne. Men pigen i den grænseløse familie lokkes ud på et eventyr for at lære at sætte grænser og her møder hun en sær snegl, der lærer hende lidt om følehorn og om hvordan det er bedst at sætte sine grænser. Sammen med sine venner finder hun en ny måde at være sammen på.

Birgitte Prins spiller den lidt forsagte og grænseløse pige, en rolle der passer godt til hende, og hun er herlig, når hun, med et glimt i øjet, snupper nejkassen fra forældrene, der jo ikke kan sige nej til hende. Den grænsesøgende (og lettere øretæveindbydende) ven spilles med fine nuancer af Gry Guldager og hun demonstrerer også hvor fundamentalt vigtigt det er, at der findes tydelige grænser og at man tør sige fra når de overtrædes. Guldager er også herlig som grænsebetjenten til Grænseland med overordentligt tydelige grænser. Joakim Jarl Sejer sig “Shh” og “nej” mange gange, men uden omtanke for om andre bliver kede af det, eller føler sig holdt udenfor.

Således i hvert fald ikke noget i vejen med intentionen og formålet med forestillingen. Men begrebet “at sætte grænser”, er lettere abstrakt for målgruppen og det forklares aldrig rigtig til fulde i forestillingen, hvad det egentlig betyder. Udtrykket “at sætte grænser”, bruges endda flere steder ordret i forestillingen og det kan jeg garantere for, at langt de fleste i målgruppen, ikke har den fjerneste anelse om, hvad betyder. Min datter på 8 kunne i hvert fald ikke redegøre for det efter endt forestilling og selvom vi, på baggrund af forestillingen, fik os en interessant snak om grænser, så har det siden været svært at få ud af hende, hvad hun egentlig syntes om forestillingen. Det plejer hun ellers ikke at være bleg for at fortælle. På den måde kommer man lynhurtigt til at sætte målpublikummet af og det er synd i en ellers interessant forestilling. I det hele taget er teksten skrevet af Rosa Sand flere gange svær at forstå og koblingen med snegle og følehorn og slimspor og fantasirejse ind i et land hvor bøger suspenderes fra loftet, og sneglehuse er forbudt, er søgt og svær at forstå helt til bunds.

Hvor går grænsen…..hen? har således aldeles gode intentioner og samtalen med min datter efter forestillingen var også spændende, men abstraktionsniveauet er en kende for højt for aldersgruppen og det centrale begreb går hen over hovedet på dem, folkene bag, gerne vil rette forestillingen mod. Ja, det går faktisk også lidt hen over hovedet på mig.

⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Søren Meisner

Inviteret