Ariadne på Naxos

Hvad får man hvis man tager en Opera Seria og en Commedia dell´Arte forestilling og blander dem sammen? Og så lige garnerer med et metalag der handler om kunst i samfundet, selvhøjtidelighed og kommercielle interesser mod ren kunstnerisk frihed? Hvis man spørger komponisten Richard Strauss og librettist Hugo von Hofmannstahl, så får man operaen Ariadne på Naxos i hvilken operaen Ariadne på Naxos spilles. Forvirret? Det kan jeg godt forstå, men der er en mening med galskaben.

Det er dog absolut en opera der taler mere til det publikum, der bliver glad for en intellektuel udfordring. For metalagene tårner sig op og tilmed skal man have noget forhåndsviden om antik historie og hvis man også ved lidt om Moliere og de forskellige operastilarter og måske endda er velbevandret udi klassiske komponister, så er Ariadne på Naxos en ægte lækkerbidsken.

Undertegnede anmelder skulle dog læse sig til de fleste af metalagene for rigtigt at forstå dem og jeg kan ikke sige mig fri for, at have nikket med hovedet en enkelt gang eller to undervejs i forestillingen. Operaen er dog oprigtigt underholdende flere steder, særligt når højkultur møder lavkultur og laver vidunderlige disharmonier – ikke i musikken, men i handlingen.

Historien i sig selv er for kompliceret at genfortælle, men omhandler et bestillingsværk fra en ung, ny komponist og fortravlede rige personer, der gerne vil nå det hele på den halve tid og kommer til at udfordre kunsten undervejs. Den foregår i 2 dele; Forspil og 1. akt, der dog fungerer som 2 akter med en pause imellem.

Komponisten spilles denne aften af Sophie Haagen, der udover at synge smukt også bidrager med en skøn selvhøjtidelig snobbethed og en forurettethed over at man tillader sig at gribe ind i den hellige musiks kunst. Honorareret vil hun dog gerne have. Zerbinetta, den flamboyante stjerne i Commedia dell´Arte kompagniet, synges af en veloplagt Serena Saénz. Dog bliver jeg overordentligt positivt overrasket over meget velsyngende Frida Lund-Larsen, der med sin smukke, klare og fyldige alt er en fornøjelse at lytte til som dryaden, der opvarter Ariadne, der er sat af på Naxos af sin store kærlighed, der alligevel ikke ville have hende med hjem.

Instruktør Katie Mitchell og genopsætningsinstruktør Robert Tebbutt har gjort adskillige modige valg, blandt andet hvad angår køn og seksualitet. Der er byttet lidt om hist og her, en mand i damekjole og komponistens flirten med Zerbinetta bliver til en lesbisk drøm.Alt sammen i stærk kontrast til historien om kvinden, der bare venter og venter på en mand der aldrig kommer – Ariadne. I stærk modsætning til hende er Zerbinetta, der gerne kaster sig i armene på nær sagt hvilken som helst mand. Scenerne hvor det hele bogstaveligt talt går op i hat og briller, er kostelige. Scenografien af Chloe Lamford, giver os lov til også at kigge om bag scenen på scenen og vi kan følge med i kostumeskift, på- og afføring af parykker og diskussioner de medvirkende imellem. Der foregår meget og der er hele tiden noget at kigge på.

Ariadne på Naxos er et interessant metasammensurrium, der især giver gavmildt til operakenderen, men som også bliver en anelse lang, særligt i 1. akt under fremførelsen af selve operaen i operaen. Diskussionen om kunstnerisk frihed kontra andre interesser er stadig gyldig, idag måske mere end nogensinde. Musikken er dog vidunderlig, under tydelig ledelse af Giedre Slekyté, så hvis man mister grebet om handlingen, kan man bare lukke øjnene og nyde.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Miklos Szabo