Macbeth in Concert

Troldeprinsessen


Det vrimler med børn og deres voksne foran den midlertidige operascene, der er
opstillet på på Den Røde Plads på Nørrebro, onsdag formiddag, hvor jeg også sætter mig til rette for at overvære forestillingen Troldeprinsessen, som Syng Højt står bag. Det vrimler også med hvepse, for børnene har medbragt deres formiddagssnacks og det tiltrækker de små bæster og skaber en del uro under forestillingen. Overrasket bliver jeg, da min egen datter vinker til mig et par rækker bagude – hun er der for at se forestillingen med sin klasse.

Operasangerne Frederik Zetterstrøm og Denise Beck, flankeres af Popsi og Krelle og et kor af lokale børn og unge – trollingerne. Det er troldeprinsessens fødselsdag. I gave får hun noget helt andet end hun ønskede sig. En tryllegren, som hun slet ikke kan finde ud af at bruge. Hun kommer til at trylle sin far, troldekongen, om til en mus. Men ak, hun vil bare have sin far igen og forsøger resten af forestillingen at tilvejebringe ham i hans normale skikkelse.

Sangerne akkompagneres af Danmarks Underholdningsorkester og igennem forestillingen hører vi adskillige af de store operaklassikere med dansk, nyskreven tekst. Det er i disse momenter operaen fungerer bedst og de små tilskuerer virker glade og engagerede. Mere tvivlsomt bliver det, når Popsi og Krelle indfinder sig og blander sig i historien. De har ingen dramatisk funktion og virker til at være et gimmick for at tiltrække børnene. Et gimmick, der vel at mærke er helt unødvendigt, børnene er rigeligt optagede af historien uden indblanding af børnemusik af tvivlsom kvalitet. At de flagrer på sidelinjen uden egentlig dramatisk betydning, virker i bedste fald forstyrrende, i værste fald obstruerende for forestillingen.

At man ligefrem har involveret en dramaturg, er ikke noget man kan mærke og manuskriptet indeholder alt for mange fordummende opfordringer til publikum om at pege og råbe uden klart formål. Jeg keder mig bravt undervejs og bliver mere og mere irriteret over visse producenters manglende tiltro til børns evne til at forstå og opleve abstrakte scenarier.

Vil man give børn en introduktion til opera, findes der væsentligt mere intelligente og kunstneriske alternativer. Og lad for Guds skyld være med at invitere Popsi og Krelle indenfor til sådan en type forestilling. Det er helt unødvendigt og skæmmer det færdige produkt. Jeg forstår så udemærket intentionen med at kulturformidle til børn, men der er lang, lang vej til mål med denne forestilling. De to operasangere inkasserer en stjerne hver. Resten kræver lidt mere arbejde.

⭐⭐

Læs mere om forestillingen her

📸: Syng Højt

Inviteret

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Macbeth in Concert