Urinetown – The Musical

Urinetown – The Musical har længe stået på min bucketliste over forestillinger der bare skal opleves. Det er da også med høje forventninger, at jeg indfinder mig til premieren på Gasværket til forestillingen, der har mere end 20 år på bagen. Det kan man dog ikke mærke for grundmaterialet er virkelig solidt, hvilket kommer den danske opsætning til stor gavn.

Handlingen er egentlig dystopisk, for den foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor vand virkelig er en mangelvare og folk derfor er henvist til offentlige toiletter, hos hvilke der skal betales en afgift for at lade vandet. Og det må ikke lades andre steder – gør man det, bliver man sendt til Urinetown, hvilket hurtigt viser sig ikke at være det mest morsomme sted i verden. Det hele styres af selskabet Urine Good Company, der holder vandfordelingen i et stærkt greb. Men folket får nok og så kan handlingen udspille sig.

Der er heldigvis også smurt en gedigen omgang humor udover en skræmmende og næsten aktuel historie. Men her er ikke kun humor; også et fint lag af nuancer, garneret med et tykt, tykt metalag og mange interkontekstuelle sammenhænge, danner et intelligent spind for den opmærksomme publikummer. Således starter forestillingen med en god omgang Brecht´sk verfremdung, hvor fortælleren – betjent Lockstock (den anden betjent hedder Barrell (!)) fortæller publikum om forestillingen Urinetown – ikke stedet, afbrydt af Lille Sally – et barn fra hvem mange sandheder skal komme i løbet af forestillingen – for selv en titel på en musical kan dræbe den, hvis den er dårlig nok. Og nej, Silas Holst er ikke med i denne musical.

Grundmaterialet har som sagt virkelig høj kvalitet. Musik og tekst er skrevet af Mark Holmann og Grey Kotis og det er solidt arbejde. Musikken lyder af musical og tager os med på en tour-de-force af referencer fra Les Miserables til Sister Act og meget mere. Også i koreografien ses mange referencer, der dog i denne anmelders smag bliver overflødige og uforståelige ovenpå alt det andet. Kim Ace Schjerlund debuterer som instruktør med det solide materiale under sig, hvilket er en stor fordel.

Alligevel får han dog sine skuespillere til at arbejde unødigt meget for sagen. Ovenpå grundstenen er lagt et stort karikeret lag, der fungere særligt godt når det er i hænderne på Mads Rømer Brolin-Tani, som den lovhåndhævende betjent og Sicilia Gadborg som Lille Sally, hvis samspil er dejligt afstemt, mens de konstante overgjorte gisp og overfortalte og overforklarede jokes, simpelthen bliver for anstrengende i længden. Kontorscenerne med Kurt Ravn er noget rod og visse steder har jeg svært ved helt at forstå historien fordi den er så overspillet. Et gearskifte ville have været rart, så forestillingen ikke drøner derudaf med karikaturer og parodier med 120 km/t fra start til slut. Vi har, som publikum, simpelthen behov for lige at slappe lidt af og trække vejret, for at kunne grine videre af den næste joke. Der er for meget at forholde sig til hele tiden.

Når det så er sagt er forestillingen virkelig sjov, og ikke mindst tankevækkende og selvom de medvirkende knokler, så kommer man ikke udenom, at niveauet er tårnhøjt. Mads Rømer Brolin-Tani skal særligt fremhæves som den pragmatiske Betjent Lockstock, der har givet undertegnede anmelder en ny måde at udtrykke sig på. (“Gør plads til mig, her kommer jeg…”) Han synger og spiller alt hvad han har lært og det er fornøjeligt. Han får modspil af Sicilia Gadborg som den Lille Sally med alle sandhederne og en utrolig indsigt i hydraulik og hendes kispus med orkestret henmod slutningen af forestillingen er kostelig. Maria Skuladottir demonstrerer med usvigelig sikkerhed hvorfor hun er en eftertragtet kraft på den danske musicalscene og så er hun vidunderlig som tissekonen Pennywise der bruger toiletsvupperen med det dinglende papir som sit farligste våben. Thor Vestergaard har, efter i flere år at have taget til takke med mindre komiske roller, fået den hovedrolle som han fortjener som Bobby Strong. Nævnes skal også Katrine Schmidt Nørgaard, som formår at skifte fra den ene karakter til den anden på scenen, uden at jeg ser det, selvom jeg stirrer ufravendt på hende. Og så er det skønt at se Kurt Ravn tilbage på Gasværket, hvor et 80´er barn som jeg især husker ham som den farlige Jabbador i Atlantis.

Urinetown – The Musical giver os humor og eftertanke og masser af nuancer og ikke mindst virkelig god musicalkvalitet, som man savner andre steder i det danske musicallandskab. Forestillingen fremstår i denne udgave overinstrueret og lettere anstrengende, selvom skuespillerne gør deres aller, allerbedste for at få det hele til at hænge sammen. Det er alligevel oplevelsen værd – for hvem ved hvornår man får lov at se sådan en velgennemtænkt, velskrevet og velkomponeret originalmusical igen i Danmark?

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Søren Malmose

Inviteret