En Guide Til En (Lidt) Lysere Fremtid

Alexander Bryld Obaze forvetningsafstemmer som det første i forestillingen: En guide til en lidt lysere fremtid, på Nørrebro Teater. Det står klart fra start, at han og holdet på scenen ikke kan løse verdensproblemerne på 2 timer. “Det her kommer ikke til at ændre på noget. Og når vi går ud herfra, så vil du nok stadig være lidt usikker på om du har nogen fremtid.” Godt så, tænker man. Hvorfor skal vi så overhovedet se forestillingen, tænker man.

Det er der alligevel flere gode grunde til. Forestillingens præmis er selvfølgelig, at man synes fremtidsudsigterne er dystre. Det synes vi måske allesammen i en eller anden grad. Det er vel næppe gået nogens næse forbi, at krigen truer, klimaet går amok og alt det der, vi allesammen godt ved. Men hvordan man ser på det og håndterer det, er et temperamentsspørgsmål og jeg forestiller mig, at der helt givet findes mennesker, der alligevel ikke er bekymrede. Denne forestilling er ikke for dem.

Ni, tilsyneladende fremmede, mennesker, indfinder sig på scenen. De er meget forskellige i udseende og udtryk og har svært ved at få hilst på hinanden. Uafladeligt gemmer de deres hoveder i de pastelfarvede scenetæpper, der indkranser det bløde teaterrum, som scenograf Mie Riis har kreeret. Langsomt åbner de sig alligevel op for hinanden og vi får indblik i deres helt personlige syn på verden, i en række vignetter. Nanna Cecilie Bang har skrevet præcise og rammende tekster om moderne menneskers mange og forskelligartede bekymringer. Det er morsomt, men ikke mindst superpræcist og flere gange er pointerne så raffinerede, at man lige skal tænke sig om hvad det egentlig lige var man så.

Tue Lunding og Alexander Bryld Obaze er rørende som to mænd, der forsigtigt nærmer sig hinandens stærke kærlighed, mens kærligheden helt undslipper Kitt Maiken Mortensens vidunderlige midaldrende kvinde, der helst vil være alle andre end den hun egentlig er. Johannes Lilleøre giver hende modspil som manden, hvis hænder har sit helt eget liv og som kan komme til at tage andre mennesker i hånden i metroen, bare for at være tæt på dem. Han er en lille smule urovækkende i al sin ensomhed. Mette Horn er også ensom oppe på sin sky, som måske er lyserød, selvom hun ikke helt ved hvad hun laver der, eller er i tvivl om det der koncept med at være hovedperson i sit eget liv, egentlig også er noget der gælder for hende. Jens Jørn Spottag og Isa Marie Henningsen er dem, det er sværest at lokke frem, mens Andrea Birk Østkjær synger smukt, selv når hun brøler som en ko.

Rumle Sieling Langdal akkompagnerer skuespillerne med Marie Keys musik og sangtekster. Musikken lykkes, primært på grund af skuespillernes evner udi musikkens verden og Viktor Dahls arrangementer, mens sangteksterne er så ordrige, at det er svært at følge med og lade synke ind, hvad der egentlig bliver sunget. I teatret kan man ikke lytte igen igen og uddrage detaljer, som man kan, hvis man bare lytter til musikken og det savner musikkens tekster sans for.

Niels Erling har instrueret og skabt en forestilling, der ultimativt peger på menneskers forbindelse med hinanden, som det, der giver os håb. Det er svært at være uenig i. Alligevel fremstår forestillingen lettere navlepillende og rodet i en følelsessuppedas der bliver omklamrende. Den løftes heldigvis langt hen af vejen af skuespillernes præstationer og det bliver derfor også en både hyggelig og interessant aften i teatret. Og teatret er jo netop et af de steder man kan bruge tid sammen med andre og det vil jeg klart anbefale alle at gøre.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Emilia Therese

Inviteret